Køge by

Tryghedsindsats i Ellemarken er på vej

En indsats er sat i værk for at komme kriminaliteten i området ved Ellemarken til livs. Arkivfoto

Ellemarken skal være et trygt sted at bo og besøge. Nu er en række initiativer på vej, hvor de mange gode kræfter i boligområdet samarbejder om at skabe en tryg sommer uden uro. Indsatsen blev godkendt af Køge Kommunes Økonomiudvalg tirsdag.

Ellemarken i Køge oplever lige i øjeblikket en del konflikter og uro. Det bliver der nu sat ind mod ved hjælp af en omfattende plan, hvor de mange gode kræfter, der dagligt arbejder på at forebygge kriminalitet i Køge Kommune, går sammen om ekstraordinær indsats.

Her bliver etableret en såkaldt fremskudt indsats, hvor medarbejdere fra boligselskabet, helhedsplanen, politiet og kommunen arbejder sammen om at få styr på de konflikter, som udspiller sig. Et af de helt store fokusområder er at få den store gruppe af unge på omkring 18 år eller ældre i gang med aktiviteter, der peger hen mod uddannelse og job. Et andet fokus er de yngre under 18, som kan være på vej i en forkert retning.

– Alle i Køge Kommune bør have mulighed for at være trygge der, hvor de bor. Vi oplever lige nu nogle udfordringer i Ellemarken, og det sætter vi alt ind på at gøre noget ved. Det sker i et godt og konstruktivt samarbejde med Midt- og Vestsjællands Politi, der sætter hårdt ind mod kriminaliteten. Ligesom vi fra kommunal side rækker en hjælpende hånd ud til de unge, som har brug for det.  Der er ingen nem løsning på de udfordringer, vi oplever. Men med denne intensive indsats er jeg overbevist om, at vi sammen når et godt stykke og dermed gør en forskel for Ellemarken, siger borgmester Marie Stærke.

De mange interessenter, der nu går sammen, har forskellige metoder, der bringes i spil. Politiet og andre myndigheder vil have et skærpet fokus på den personkreds, der færdes i området. Og så bliver der bygget videre på en igangværende indsats, hvor den såkaldte Al Capone-metode tages i brug – en indsats, der i bund og grund handler om at ramme bandemedlemmer på økonomien.

Dertil kommer at man samler medarbejdere fra Familiecentret, Ungecentrum, Jobcentret, virksomhedskonsulenter, SSP med flere i området. Herfra kan der ske en intensiv indsats for at få de unge i uddannelse, job med videre.

For at sætte ekstra fart på det tværgående kommunale arbejde i boligområdet er det en mulighed, at der bliver afsat ressourcer til at ansætte to medarbejdere, der forankres i den fælles fremskudte indsats. Økonomiudvalget tager stilling til om der skal afsættes ressourcer til dette på sit møde i august.

Kommentarer