Nu sendes Køge Kommunes budget i høring
Fra i dag er det muligt at give sin mening til kende, når det gælder Køge Kommunes budget for de næste fire år. Byrådet skyder i dag årets budgetproces i gang med et budgetseminar, hvorefter budgettet sendes i høring frem til den 7. september. Det endelige budget vedtages på byrådets møde den 11. oktober.
Hvert år lægger byrådet rammerne for Køge Kommunes økonomi de næste fire år. Alle interesserede har i den forbindelse mulighed for at indgive høringssvar til budgetforslaget. Årets høringsperiode begynder nu, og slutter den 7. september, hvorefter de politiske forhandlinger pågår.
Årets budgetproces lægger altså de økonomiske rammer for årene 2023 – 2026. Byrådet har her en opgave i at finde besparelser for i alt 104 millioner kroner, for at få indtægter og udgifter til at balancere.
Forklaringen på sparekravet skyldes flere udfordringer. Udgifterne til det specialiserede område stiger, og i forbindelse med sidste års budgetlægning, fik området ekstra penge på budgettet for at følge med behovet. De penge skal finansieres på resten af kommunens budget. Dertil kommer stigende udgifter til byggebranchen, der i høj grad påvirker budgetterne for Køge Kommunes anlægsbyggerier, ligesom kommunen oplever, at ledigheden ikke falder helt så hurtigt i Køge som i resten af landet. Endelig vil stigende udgifter til det specialiserede børneområde, på linje med resten af landets kommuner, også i Køge være tilfældet de kommende år.
– Som byråd har vi et ansvar for Køge Kommune i medgang som i modgang. Vi skal gå forrest, ikke mindst, når de svære beslutninger skal tages. Årets budgetproces kommer til at bære præg af netop svære beslutninger, og jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer bedst muligt i mål for ved hjælp af det gode og tillidsfulde samarbejde i forhandlingerne, siger borgmester Marie Stærke.
Som en ekstra ubekendt i årets budgetproces er, at et flertal i Økonomiudvalget bestående af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og løsgænger Bent Sten Andersen, anbefaler over for byrådet, at der skal søges om skattestigninger. Staten stiller en række krav til, at man som kommune kan få lov til det – blandt andet må kommunerne samlet set ikke hæve skatten. Hæver en kommune skatten, uden at have fået lov, følger sanktioner, hvor kommunen skal betale en stor andel af indtægten i en årrække.
For at Køge Kommune kan sætte skatten op uden sanktioner, skal andre altså sætte den ned. Hvis byrådet på sit møde den 30. august beslutter at søge Indenrigs- og Boligministeriet om at hæve skatten, får kommunen svar i slutningen af september, altså efter byrådets budgetseminar midt i september.
Byrådet vedtager endelig budgettet den 11. oktober.
Se budgetforslaget her
Kommentarer