Kultur •

Køge får første lyt: Hanne Boel prøver nye sange af på scenen

Hanne Boel gæster Køge 5. november. Pressefoto.

Hanne Boel tager sit kommende album med på landevejen, før sangene når studiet. Torsdag 5. november gælder det Teaterbygningen, hvor nyt materiale møder velkendte numre.

Publikum i Køge får mulighed for at høre sange fra Hanne Boels kommende album, mens de stadig er under udvikling. Torsdag 5. november 2026 besøger hun Teaterbygningen med sit band som led i en Danmarksturné, der omfatter 15 spillesteder og musikhuse.

Hanne Boel arbejder i øjeblikket på nyt materiale og tager for første gang i flere år en velafprøvet metode i brug: Sangene skal møde publikum, før de bliver indspillet. Reaktionerne fra salen kan dermed få betydning for, hvilke numre der finder vej til det næste album.

Koncerten bliver også et møde med det repertoire, der gennem årtier har gjort hende til et af dansk musiks kendte navne. De nye sange får selskab af ældre numre, som Boel og bandet fortsat udforsker og giver nye udtryk.

– Jeg fornemmer, at jeg sammen med mit nuværende band finder mig selv i nutiden. Vi er nysgerrige, spilleglade, musikelskende og vilde med et godt groove, der rammer kroppen mindst lige så meget som hjertet og hjernen, siger Hanne Boel i en pressemeddelelse.

– Vi er nysgerrige på nutiden og samtidig står vi begejstrede ved de gamle dyder fra 80’erne og 90’erne, lyder meldingen.

Med sig på scenen har hun Jens Runge og Jacob Funch på guitar, Kristoffer Sjelberg på trommer og Jenno Bjørnkjær på keyboards.

Koncerten begynder klokken 20 i Teaterbygningen, Bag Haverne 1 i Køge, og dørene åbner klokken 19. Der er nummererede siddepladser, og billetter koster 375 kroner i forsalg via www.teaterbygningen.nu.

Kommentarer