Kultur •

‘Klassens time’ med Beethoven og de musikoplevelser, vi aldrig glemmer

Maj Kullberg. Foto: Kaj Kullberg Øllgaard.

Mød violinist og orkesterchef Maj Kullberg til en aften med Beethovens strygekvartetter, personlige fortællinger og samtaler om musik, når Klassisk Time inviterer inden for på Teaterbygningen onsdag den 28. oktober klokken 19.

Emerson String Quartets indspilning af Beethovens strygekvartetter er blandt violinist og orkesterchef Maj Kullbergs personlige favoritter. Hun har selv studeret hos den berømte amerikanske kvartet, og netop denne indspilning har en særlig plads hos hende. Til Klassisk Time fortæller hun om sit forhold til indspilningen, om mødet med musikerne bag den og om de musikoplevelser, der har sat spor i hendes liv og karriere. Undervejs lytter publikum med til udvalgte musikeksempler.

Klassens time – med klassisk musik

Klassisk Time er inspireret af tidligere tiders ’klassens time’ – et frirum i skoledagen med plads til nysgerrighed, samtaler og hygge. Den tanke er taget med ind i musikkens verden, hvor publikum inviteres til at lytte, dele oplevelser og gå på opdagelse i den klassiske musik sammen.

Hver gang inviteres en gæst fra den klassiske musiks verden til at præsentere et album, der har haft særlig betydning for vedkommende. Gennem personlige fortællinger og udvalgte musikeksempler får publikum indblik i, hvorfor netop denne indspilning har sat sig spor – både musikalsk og menneskeligt.

Men Klassisk Time handler ikke kun om at lytte. Efter gæstens oplæg er der en pause med kaffe og klassisk time-kage, hvor publikum kan dele deres første indtryk med hinanden. Derefter er der god tid til en fælles samtale med gæsten, hvor spørgsmål, tanker og personlige musikoplevelser kan få plads.

Schubert på programmet

Årets sidste Klassisk Time får besøg af cellisten Soo-Kyung Hong, der er medlem af Trio con Brio Copenhagen og solocellist i DR Symfoniorkestret.

Hun har valgt Franz Schuberts strygekvintet i C-dur i en indspilning med Heinrich Schiff og Alban Berg Quartett og fortæller om den betydning, netop dette album har haft for hende som musiker.

Alle kan være med

Klassisk Time er for alle, der har lyst til at opleve klassisk musik på en lidt anden måde. Det kræver ingen særlige forkundskaber – kun åbne ører og lyst til at være med.

Klassisk Time præsenteres i samarbejde mellem Teaterbygningen og Køge Klassisk.

Kommentarer