Kultur

Begejstring i Køge Kommune over optagelse af Borgring på fornem liste

Borgmester Marie Stærke og formand for Kultur- og Idrætsudvalg Ken Kristensen kippede begge med flaget, da det blev kendt, at Borgring ved Lellinge i Køge Kommune nu er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.

Der var store smil hos borgmester Marie Stærke og formand for Kultur- og Idrætsudvalget Ken Kristensen, da nyheden om at Borgring ved Lellinge i Køge Kommune nu er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste samen med de andre fire danske ringborge.

Danmarks fem ringborge – herunder Borgring ved Lellinge i Køge Kommune – er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Udnævnelsen giver ringborgene international anerkendelse som kulturarv og kommer kort tid før det første spadestik til det nye Borgring Oplevelsescenter, der blandt andet skal formidle historien om, hvordan Harald Blåtand samlede det danske rige.

– Jeg er så stolt over og glad for nyheden. Stolt på Køge Kommunes vegne over at vores lokale kulturarv, Borgring ved Lellinge, kommer på verdenskortet. Og glad på hele Danmarks vegne, fordi en stor del af vores fælles danmarkshistorie bliver internationalt anerkendt som verdensarv. Det er især i sammenhængen mellem de fem ringborge, at vi kan se, hvordan Harald Blåtand samlede det danske rige og etablerede ringborgene som beskyttelse, siger Køge Kommunes borgmester Marie Stærke.

Udnævnelsen af ringborgene til verdensarv kommer blot et par uger før det første spadestik til Borgring Oplevelsescenter, som bliver taget den 30. september.

– Det er en glædelig nyhed, som både giver stor lokal stolthed over vores lokale kulturarv og samtidig er en positiv historie om samarbejde på tværs af kommunerne om at løfte et stykke danmarkshistorie op som verdensarv. Jeg ser frem til, at Borgring Oplevelsescenter bliver en realitet, så Borgring ved Lellinge og ringborgene på tværs af Danmark kan få den opmærksomhed, de fortjener, siger Ken Kristensen, formand for Køge Kommunes Kultur- og Idrætsudvalg.

Borgring Oplevelsescenter kommer til at strække sig over 1.800 kvadratmeter og forventes at blive en lokal, national og international attraktion.

Kommentarer