Køge by

Vølver, guld og guder på Køge Museum

Thorbjørg Lillevølve og hendes ni søstre. Foto: Per Rasmussen / Museum Sydøstdanmark.

I dag kunne kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen indvie den længe ventede udstilling Vølver, guld og guder på Køge Museum.

Til stede var også et næsten fuldtalligt hold af “vølver”, hvis portrætter nu kan opleves i udstillingen på museet – heriblandt ministerens eget vølveportræt.

Køge Museum er med Vølver, guld og guder blevet omdannet til et eksperimenterende rum for debat og vidensdeling. I samarbejde med designer Jim Lyngvild har museet lavet en udstilling, der gransker overgangen fra asatro til kristendom. Det sker med en kombination af forskning og en god portion fantasi i form af Jim Lyngvilds fabulerende iscenesættelser af figurer og scener fra vikingetiden.

Fakta og fortolkning

Vølver, guld og guder sætter fokus på den forskning, der foregår lige nu, og her har Køge Museum taget den skeptiske hat på. Arkæologerne har kun belæg for en vis del af historien, nemlig de håndfaste fund, som jorden har skjult i mange år. Alt det andet må de tænke sig til – skikke, tanker, samfundsforhold og tro efterlader ingen nagelfaste beviser. Især det, der som vikingetiden foregik før et egentligt og udbredt skriftsprog i Danmark, er der meget lidt konkret viden om.

Et anderledes blik

Jim Lyngvild har med en omfattende historisk viden og et kreativt sind givet sit bud på en række situationer fra vikingetiden. Museet har bedt førende forskere og arkæologer som Jens Ulriksen, Søren Sindbæk, Leszek Gardela og Terje Gansum om at forholde sig til Jim Lyngvilds anderledes blik på historien. I korte videoklip kan publikum gennem udstillingen høre samtaler om, hvornår og hvorfor tolkning er nødvendig. De bliver også klogere på, hvordan forskerne balancerer fakta og fortolkninger, og hvordan de to ting næppe kan undvære hinanden.

Vølveportrætterne

Centralt i udstillingen står designer Jim Lyngvilds 10 kvindeportrætter af Vølver. Fra Erik Den Rødes saga ved vi, at vølven Thorbjørg Lillevølve havde 9 søstre, der var vølver som hun. De 10 søstre er måske ikke blodsbeslægtede, og derfor er de 10 kvindeportrætter vidt forskellige. Fra den lyse fagre, til den mørke dragende.

Publikum kan bl.a. opleve Ane Halsboe-Jørgensen, Ghita Nørby, Julie Berthelsen, Sanne Salomonsen, Puk Elgård, Jannie Pedersen og Thyra Frank portrætteret som vølver.

Vølver, guld og guder åbner for publikum torsdag 2. december kl. 10 på Køge Museum.

Kommentarer