Debat og politik

Viceborgmester Ken Kristensen vil i folketinget

Viceborgmester i Køge, Ken Kristensen, stiller sit kandidatur til rådighed til næste folketingsvalg.

Ken Kristensen, Viceborgmester i Køge Kommune, har i mange år haft et brændende ønske om, at optimere og forbedre forholdene i samfundet både lokalt, regionalt og nationalt. Derfor har han nu valgt at stille sit kandidatur til rådighed som folketingskandidat ved næste folketingsvalg. 

Ken Kristensen skal formelt vælges af medlemmerne på et opstillingsmøde i marts og han håber på opbakning.

Skulle det blive en kendsgerning vil han blive valgbar i hele Region Sjælland og Lolland Falsters område.

“Jeg mener vi savner folketingsmedlemmer med erhvervserfaring og med fødderne solidt plantet i virkeligheden udenfor Christiansborgs mure. Folketingsmedlemmer der har viden om hvilke udfordringer vores borgere og virksomheder står med i det daglige”, udtaler Ken Kristensen og fortsætter:

“Igennem mit arbejde i politiet har jeg samtidig oplevet hvordan vores samfund har flyttet sig de sidste 25 år. En udvikling hvor respekten for hinanden og det samfund vi omgiver os i blandt nogle individer bliver mindre og mindre. Den udvikling skal vi have vendt så ordentlighed, samvittighed og respekt belønnes fremfor det modsatte”.

Han mener at der ligeledes ligger mange sager på Sjælland som fortjener mere og bedre opmærksomhed på Christiansborg.

“Derfor er tilhørsforhold og forankring i det lokale og regionale vigtigt – hvis vi gerne vil have politiske sager i Folketinget belyst og prioritetet”, siger Ken Kristensen og slutter:

“Jeg vil derfor fortsætte mit politiske engagement med endnu større styrke end tidligere og derfor giver samspillet mellem både det lokale, det regionale samt det nationale god mening. Jeg er klar til at tage fat og hoppe i arbejdstøjet i håbet om vi i regionen får en tydelig stemme på Christiansborg”.

Kommentarer