Vi skal skabe seniorliv med mening og fællesskaber

Af Vibeke Kjøng Østergaard, Socialdemokratiet
Når man taler om ældre- eller seniorpolitik, møder man ofte to virkeligheder. Den ene handler om behovet for tryg og værdig hjælp, når kræfterne svigter. Den anden handler om alt det, der giver livet mening, før hjælpen bliver nødvendig: fællesskaber, aktiviteter, kultur og socialt samvær i hverdagen.
Vi bliver flere, der lever længere og holder os friske længere. Det er en gave, men medfører også et ansvar. I Socialdemokratiet ønsker vi at skabe livskvalitet for alle generationer. Det betyder blandt andet flere seniorboliger i de mindre byer, så man kan blive boende tæt på venner og netværk. De fleste ønsker at kunne blive boende i deres nærområde, også i de sene år i livet.
Vi ønsker de bedste rammer og støtte til de fællesskaber, som gør hverdagen rig og lettere adgang til lokaler, grønne områder og nyttig information. Vi vil styrke de sociale tilbud og muligheder, så ingen oplever at stå alene.
Jeg har mødt mange aktive seniorer i fællesskaber som blandt andet Herfølge Seniorsang, Røde Kors Nørklerne i Ølby og Herfølge Skytteforening. Her mærker jeg så tydeligt, hvordan engagement og samvær skaber glæde, og hvor meget det betyder at have noget at samles om. Og at vide, at der er nogen, der savner en, hvis man ikke dukker op som sædvanligt. Det er uvurderligt. Dette sætter også sine spor ind i den allersidste del af livet, hvor et stort netværk er et plus
Sidste år vedtog vi i Køge Kommune en sundhedspolitik, hvor en af overskrifterne var “flere gode leveår.” Den handler blandt andet om kommunen skal brobygge mellem foreninger og borgere, så endnu flere kan blive en del af meningsfulde fællesskaber, og om at kommunen skal understøtte og styrke inkluderende fællesskaber.
Som noget meget konkret har Ældre- og Sundhedsudvalget også besluttet, at Frivilligpuljemidler i 2025 gives til frivillige indsatser, der arbejder i tråd med sundhedspolitikkens mål. Det gør mig særligt glad, for det viser, at politikken ikke kun er ord, men bliver til noget, der kan mærkes i hverdagen og hvor retningen blandt andet er sat mod at styrke den sidste del af livet.
Vi kan ikke løse alt fra rådhuset, men sammen kan vi godt skabe bedre rammer for et trygt og aktivt seniorliv.
Kommentarer