Debat og politik

Venstres naturudspil til 8 mia. kr. med afsæt i PFOS-sagen fra Korsør

Af Jacob Jensen, Venstre

Medlem af Folketinget, Sjællands Storkreds
Næstformand, Region Sjælland

Danmark står midt i en natur- og biodiversitetskrise, hvor plante- og dyrearter uddør hurtigere end nogensinde. Tag bare den smukke sommerfugl. Ifølge Den Danske Naturfond har Danmark allerede mistet 12 arter dagsommerfugle, og flere end halvdelen af vores 75 arter i tilbagegang.

Oveni det kæmper flere lokalområder i hele landet med jordforureninger, der kan have voldsomme konsekvenser for vores miljø og drikkevand. Det gælder særligt de steder som f.eks. i Korsør, hvor der er fundet for høje værdier af de flourholdige evighedskemikalier, PFAS. Flere af PFAS-stofferne er både hormonforstyrrende og potentielt kræftfremkaldende, og derfor haster det med at få et overblik over forureningen og sætte midler af til at rense jorden op.

Vi står altså over for en kæmpe opgave med at rette op på naturens tilbagegang og beskytte det rene drikkevand, vi danskere er så stolte af. Den opgave vil vi i Venstre gerne tage på os. Derfor har vi i valgkampens første uge præsenteret et ambitiøst grønt udspil, der bl.a. skal fremtidssikre vores sårbare natur og miljø.

Med den nye plan afsætter vi 8 mia. kr. frem mod 2030 til investeringer i renere drikkevand, mere og vildere natur og mere skov – også her på Sjælland. Vi lægger blandt andet op til at give regionerne yderligere midler til at håndtere opgaven med PFAS-forurening. Det står i skærende kontrast til den nuværende indsats, som regeringen ikke har sat én eneste krone af til på sine forslag til finansloven for 2023.

Med den nye plan foreslår vi også at udlægge flere store urørte naturområder samt, at der indføres en biodiversitetslov med bindende mål for, hvordan vi vender den negative udvikling i vores plante- og dyreliv. Og så lægger vi op til at bruge hele 4 mia. kr. til at rejse op til 300.000 hektar ekstra skov i Danmark. Det vil betyde endnu flere træer, der kan fungere som naturlige CO2-fangere, og samtidig stimulere efterspørgslen på produktionen af bæredygtigt træ og biomasse i en tid med energiknaphed.

Vi skal passe godt på vores rene drikkevand og sårbare natur og miljø, så også de kommende generationer kan nyde godt af det.

Kommentarer