Unik klinik åbnet på central placering i midten af Køge
For nylig slog kiropraktor Nina Kaspersen dørene op for sin egen klinik i centrum af Køge. Nu går jagten ind på at udbrede en særlig tilgang til behandling af både nye og gamle patienter.
KØGE – Smerter eller gener fra kroppen kan hurtigt påvirke overskuddet og livskvaliteten i hverdagen. Og nu forsøger Nina Kaspersen at løse en række udfordringer i sin nye klinik – Balance Kiropraktik – hvor man kan blive smertefri ved at behandle årsagen bagved symptomerne.
Klinikken er for nylig åbnet i meget centrale lokaler, som er placeret i Kong Hans Gaard ved Torvet i Køge. Nina Kaspersen har tidligere været medejer af en klinik i København og har erfaring fra en række andre sjællandske behandlingssteder – heriblandt Carsten Nøddeskov i Sorø.
Nina Kaspersen sætter ord på, hvorfor hun nu åbner i helt egne lokaler:
– Min store erfaring med den måde, jeg arbejder på, gør, at jeg bliver nødt til at udbrede den. Nu kan jeg dyrke det, som jeg synes er rigtigt for patienten og fortælle om den måde, som jeg arbejder på, forklarer hun.
Hun fortæller, at den holistiske metode at behandle på adskiller sig fra mange andre kiropraktorer, så man undgår at behandle symptomer et enkelt sted.
– Jeg kigger efter, hvor problemet kommer fra. Hvis man for eksempel har ondt i længden, kan det godt være koblet sammen med en problematik i benet. Vores krop hænger sammen, så det er vigtigt at se på, hvor det stammer fra, og om der er noget der trigger i hverdagen, lyder det fra Nina Kaspersen.
Hun nævner blandt andet, at det kan være bevægelser på jobbet, fra en sportsgren eller en gammel skade, som har betydning for ens hverdag.
Plads til flere behandlere
I øjeblikket er klinikken indrettet med ét lokale til behandling og et venteværelse, men ønsket er på sigt at få mere aktivitet på etagen.
– Jeg vil fremleje det andet lokale, jeg har til rådighed, til en anden behandler, fortæller Nina Kaspersen og uddyber:
– Det kunne også være flere forskellige behandlere, hvor én er her to dage om ugen og så en anden, der også har et par dage; så der kommer mere flow i lokalerne, siger hun og opremser i flæng alt fra en zoneterapeut, privat jordemoder, psykoterapeut eller en psykolog, der kan få gavn af at leje sig ind.
I første omgang går Nina Kaspersen all in på, at det skal være en behagelig oplevelse af blive behandlet hos Balance Kiropraktik.
– Det skal føles rart og hyggeligt med lidt dæmpet belysning og baggrundsmusik i venteværelset. Man skal bare føle sig velkommen, forklarer Nina Kaspersen, som ser frem til at møde en masse nye patienter, og både spædbørn, voksne, sportsfolk og pensionister kan ifølge hende få gavn af én eller flere behandlinger.
– Det kan være alt fra babyen med kolik, en ældre person som stadig vil gå sin daglige tur, eller en løber, der ønsker at forbedre sin præstation, forklarer hun.
Balance Kiropraktik er centralt beliggende på adressen Kong Hans Gaard på Torvet 21C, 2 tv. i centrum af Køge. Klinikken har åbent for booking af tider mandag, onsdag og fredag fra klokken 8.00 til 15.00. Tirsdage og torsdage kan kunder desuden booke tider mellem klokken 13.00 og 18.00 eller efter aftale.
Læs mere om Balance Kiropraktik på klinikkens hjemmeside eller på facebook.
Kommentarer