Kultur

Ung lokal racerkører debuterer i det spanske Formel 4-mesterskab

Foto: Kim Gripping.
Den førende i Danmarksmesterskabet i Formel 4 er den kun 15-årige Julius Dinesen fra Solrød Strand. Han får i næste uge sin debut i international banesport, når han deltager i det spanske mesterskab som del af planen frem mod en karriere som professionel racerkører. 
Julius har i sin debutsæson i Formel 4 på de hjemlige breddegrader vist at overgangen fra kartingsporten ikke har været en udfordring. Forud for årets sidste løb ligger han forrest i mesterskabet. Inden da venter en ny og større udfordring længere sydpå:
– Jeg har fået mulighed for at køre de sidste to løb i det spanske mesterskab, så jeg kan finde ud af om det er her, jeg skal udvikle mig videre i 2023. Det er nok det sværeste Formel 4-mesterskab i Europa, hvis ikke i verden, så jeg glæder mig til at komme ud og måle mig med nogle af de dygtigste kørere, siger Julius Dinesen, som for nylig blev indlemmet i Team Danmarks bruttotalentgruppe.
De to spanske løb bliver kørt for Fórmula de Campeones/Tecnicar, et ungt valenciansk team, som er ved at arbejde sig frem i det spanske mesterskab. Julius har allerede gennemført flere testdage med teamet, og han glæder sig til at opleve en løbsweekend med dem:
– Det er et rigtig fint team, som er gode til at lytte og samarbejde, selvom jeg ikke kommer med en masse erfaring og viden om bilen. Vi arbejder godt sammen, så det bliver helt sikkert en god oplevelse at køre de to løb med dem. Jeg kommer til at lære rigtig meget, som jeg kan bruge fremadrettet, siger Julius Dinesen.
Aftalen med det spanske team er kommet i stand gennem STEP Sports Management, som hjælper Julius på vej mod sine ambitiøse mål.
Det første løb køres på Navarra-banen den 1-2. oktober, mens sæsonfinalen køres på Formel 1-banen Circuit de Catalunya-Barcelona den 12-13. november. Løbet på Navarra kan følges på F4 Spain’s Youtube-kanal: https://www.youtube.com/c/F4SpanishChampionship
Om Julius Dinesen
Efter fem år i europæisk karting med sejre i flere af de store løbsserier har Julius i 2022 fået debut i det danske Formel 4-mesterskab, som han fører inden sidste afdeling af mesterskabet. Julius har rettet sigtet mod Formel 1 med en ambition om at udvikle sig og samle økonomisk opbakning til at kunne få debut omkring 2028. I 2022 er Julius ligeledes blevet optaget i Team Danmarks bruttogruppe for atleter, der har udvist et vist talent og vilje til at opnå deres mål.

Kommentarer