Uddannelsesmessen Tjek på Fremtiden i Køge
TJEK PÅ FREMTIDEN er den årligt tilbagevendende uddannelsesmesse målrettet nysgerrige unge og deres forældre. Messen er altid meget velbesøgt – og i år var ingen undtagelse!
UUV Køge og UU Stevns afholdt i fællesskab torsdag d. 3. november på Campus Køge uddannelsesmessen Tjek på Fremtiden. Alle elever fra kommunernes 8. til 10. årgang var inviteret sammen med deres forældre.
Ali Yahya, formand for Køge kommunes skoleudvalg, åbnede uddannelsesmessen og kom i sin tale med en opfordring til de unge om at være åbne og nysgerrige i deres uddannelsesvalg – og se nye muligheder.
Flere unge oplever netop at være i tvivl omkring valget af uddannelse og er nysgerrige på at undersøge de mange muligheder der findes for uddannelse og job.
Det er præcis disse muligheder der kan undersøges ved uddannelsesmessen Tjek på Fremtiden.
Denne aften var der rig lejlighed for at de unge sammen med deres forældre kunne snuse rundt på de mange stande med individuelle spørgsmål, samt nå at hoppe ind til 3 forskellige oplæg fra de mange repræsenterede uddannelser, organisationer, virksomheder og andre muligheder.
Der var lagt op til masser af inspiration til det forestående valg af ungdomsuddannelse – og tilbagemeldingerne lyder fra uddannelserne og oplægsholderne, at spørgelysten og engagementet var stort fra både elever og forældre.
Kommentarer