112

To elever kunne mistænkes for narkobesiddelse

Torsdag formiddag assisterede politiet og narkohunde ledelsen på en uddannelsesinstitution i Ølby-området, da der var mistanke om, at et par elever måske både medbragte narkotika på uddannelsesinstitutionen og måske også solgte narkotika.

Narkohundene foretog herefter undersøgelse i et klasselokale, hvor narkohundene interesserede sig meget for to 19-årige mænd fra hhv. Faxe og Solrød kommuner.

Den 19-årige fra Faxe kommune blev på uddannelsesinstitutionen fundet i besiddelse 0,34 gram kokain, og ved en efterfølgende ransagning på hans bopæl fandt politiet 35 gram kokain og 12 gram ketamin.

Den 19-årige mand fra Solrød kommune blev i sin bil ved uddannelsesinstitutionen fundet i besiddelse af godt to gram kokain i flere mindre salgsposer, ca. 1½ gram opblandet kokain og knap to gram hash.

Sagerne med besiddelse af de anførte mængder narkotika blev af politiet for den 19-årige fra Faxe kommune anset for at være en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om besiddelse af narkotika med henblik på videredistribution til andre. Den anden sag mod den 19-årige fra Solrød kommune blev anset for at være en overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Begge vil derfor senere høre nærmere fra politiet og anklagemyndigheden, når sagerne mod dem skal afgøres.

Kommentarer