Kultur

Tilmelding til Sommersjov i Køge er åben

I skolernes sommerferie kan børn mellem 5 og 16 år tilmelde sig sjove aktiviteter, som både giver plads til fart og fordybelse.

Nu er den lange skoleferie lige blevet lidt sjovere. Fra den 25. juni til den 7. august kan børnene nemlig prøve mange forskellige aktiviteter inden for kreativitet, bevægelse og leg. 

Det er Køge Kommune, som sammen med kommunens kulturinstitutioner og foreninger, byder velkommen til Sommersjov. Programmet giver både plads til de populære tilbud fra tidligere år og helt nye oplevelser.

– Jeg er glad for, at vi i samarbejdet med institutioner og foreninger kan give skolebørnene en række gode og sjove oplevelser i fællesskab med andre. Også de børn, som måske ikke kan se frem til en lang ferierejse med familien eller ikke har erfaring med foreningslivet. Det handler om fællesskabet, og at man sammen med andre kan dyrke den passion eller den interesse der inspirerer en. Sådan opstår relationer og venskaber og sådan bekæmpes ensomhed. Derfor håber jeg, at Sommersjov kan være med til at give Køge Kommunes børn en sjovere sommer, siger Ken Kristensen, der er formand i Kultur- og Idrætsudvalget i Køge Kommune. 

Flyv verden rundt og tegn en tegneserie

For første gang kan Sommersjov nemlig præsentere en professionel VR-simulator til paragliding, som giver en realistisk oplevelse af flyve som en fugl. På den måde kan børnene ”flyve” på opdagelse rundt i hele verden.

Er man mere til begge ben på jorden, kan man få lov til at lege brandmand for en dag, eller tage med til årets Havfestival på Søndre Strand og klappe den store fisk – hvis man ellers tør! Mere fredeligt går det for sig med fiskestangen i Køge Å eller tegneblokken på biblioteket, hvor børnene egne tegneserier får liv under blyanten. Eller måske er det bare tid til afslapning i hængekøjen med årets Sommerbog?  

Sport på prøve

Skal der brændes krudt af, så bruger mange af idrætsforeningerne Sommersjov til at lade nye børn prøve kræfter med deres sport. Her plejer padeltennis at være et sikkert hit, fordi det er nemt at lære for alle. 

Bryder man sig ikke om flyvende bolde, så er kampsport for begyndere måske en god idé? Eller nogle af de sjove atletik-discipliner i højdespring, boldkast, længdespring og løb. 

Mulighederne er mange, de fleste af aktiviteterne er gratis og tager ikke mere end en dag at gennemføre. 

Se mere og tilmeld jeres børn på www.sommersjovkøge.dk

Kommentarer