Tidligere konservativ byrådsmedlem bliver Kristendemokrat

Efter bare halvanden måned som løsgænger, har byrådsmedlem Jørgen Petersen fundet sig tilrette i et nyt parti. Det er fælles værdier, lokal forankring og respekt for forskellighed der har fået byrådsmedlem Jørgen Petersen fra Køge til at melde sig ind i KristenDemokraterne, det oplyser partiet i en pressemeddelelse.
I juni måned sluttede omkring 30 års medlemsskab af konservative for byrådsmedlem Jørgen Petersen. Det skete efter interne uenigheder i kølvandet på hvidvaskskandalen, som blev afdækket i dokumentaren ‘Den sorte svane’, hvor det nu tidligere konservative byrådsmedlems relation til erhvervsmanden ‘Køge-Calle’ også kom frem.
Nu har Jørgen Petersen, valgt at melde sig ind i KristenDemokraterne, som hermed får nu sin første repræsentant i Køge Byråd. Beslutningen sker efter grundige overvejelser og flere samtaler med partiets ledelse, som Jørgen beskriver som både åbne og inspirerende, hedder det i pressemeddelelsen.
– Jeg fik allerede tidligt – efter min beslutning om at melde mig ud af Konservative – en henvendelse fra KristenDemokraterne. Jeg har jo ikke lagt skjul på, at en politik, der ligger tæt op ad Konservative, ville tiltale mig. Det har jeg fundet hos KristenDemokraterne, og her er der samtidig højt til loftet og plads til forskellighed. Det er et parti, hvor man ikke nødvendigvis skal være enig om alt, men hvor fælles værdier og gensidig respekt er fundamentet. Det tiltaler mig enormt, siger Jørgen Petersen og tilføjer:
– Samtidig vil jeg gerne repræsentere et parti, der ikke er topstyret fra København, som flere af de gamle partier. For mig gælder det Køges fremtid, og det er ikke altid foreneligt med København.
Jørgen Petersen fremhæver særligt partiets seneste udvikling som afgørende for sit valg.
– KristenDemokraternes nye linje, hvor det i højere grad er de bærende værdier og menneskesynet, der er i centrum, har virkelig appelleret til mig. Jeg har haft mange gode samtaler med ledelsen, og især partiformand Jeppe Hedaa har gjort stort indtryk på mig med sin måde at være på – lyttende, ærlig og visionær. Det er et nyt KristenDemokraterne, jeg kommer til at repræsentere, lyder meldingen.
Partiformand Jeppe Hedaa glæder ikke overraskende sig over Jørgen Petersens beslutning:
– Vi er meget glade for at kunne byde Jørgen hjerteligt velkommen i KristenDemokraterne. Han er en erfaren og engageret politiker med stærke værdier, og han deler vores ønske om at sætte mennesket før systemet, siger han.
– Vi ser frem til det samarbejde, der venter, og vil – som vores spidskandidat – bakke Jørgen Petersen op i bestræbelserne på at få en erfaren og slagkraftig person ind i Køge Byråd som KristenDemokraternes første byrådsmedlem i Køge. Der er ikke mange, der som Jørgen Petersen kæmper for sin by og kommune, lyder meldingen.
Med Jørgen Petersens indmeldelse styrkes KristenDemokraternes lokale tilstedeværelse i Køge, hvor partiet allerede oplever stigende opbakning.
– Vi har fulgt Jørgen Petersens kamp i den omdiskuterede sag, hvor han som en af de få byrådsmedlemmer ikke har lagt skjul på, at han kender ‘Køge-Calle’. Men der er ikke foregået noget forkert, så der er ingen sag, fortæller organisatorisk næstformand Jesper Housgaard, der i øvrigt er opvokset i Køge Kommune og er folketingskandidat for KristenDemokraterne.
Kommentarer