Kultur

Teater for de små: Far til vejrs med Alfons Åberg

Plakat fra forestillingen. Foto: HT Galleri

Lørdag den 9. marts er der underholdning for de små på Teaterbygningen i Køge. Kun få billetter tilbage.

Alfons Åberg og hans far flyver til vejrs og kæmper blandt andet mod rumindianere i en skøn børneteaterforestilling ”Far til vejrs med Alfons Åberg” for de 2 til 9-årige.

Forestillingen handler om den populære tegneseriefigur, Alfons Åberg; han vil gerne lege, men far har for travlt til at lege med. Så Alfons gør alt for at få ham med i legen.

Sjove oplevelser og eventyr

Der er lagt op til sjove oplevelser og eventyr med flyvende fantasi!

I vil opleve både helikopterture i junglen, spøgelsesjagt og ruminvasion. Men pludselig er fars sidste lakridspibe på mystisk vis væk…

Alfons Åberg er en ener i nordisk børnebogslitteratur, og nu kan børnene nyde hans selskab i denne skønne teaterforestilling baseret på de originale Alfons Åberg-historier, som de fleste elsker og kender.

Det er Teatret Zeppelin, som opfører forestillingen, der varer 35 minutter.

Få billetter tilbage

Der er to forestillinger, klokken 13 og klokken 15. Den sene forestilling er udsolgt, men der er stadig enkelte billetter til forestillingen klokken 13.

Køb billet forud via www.teaterbygningen.nu

 

Kommentarer