Samfund

Sydlige del af Brogade får fjernvarme i efteråret

I slutningen af august går renoveringen af Køge Bro i gang og i samme periode vil en del af Brogade ligeledes være spærret i forbindelse med fjernvarmearbejde, som er fremrykket, så de to projekter kan færdiggøres samtidig.

Det er en del af den sydlige ende af Brogade, som Køge Fjernvarme nu vil tilslutte til fjernvarmenettet. Det betyder gravearbejder og en lukning af Brogade for biltrafik fra Køge Bro og hen til omkring Hugos Gaard. Arbejdet vil stå på i perioden 4. september til 21. oktober.

Fjernvarmeprojektet skulle først være gået i gang til næste år, men er fremrykket således at borgerne generes mindst muligt af anlægsarbejder forklarer distributionschef hos VEKS, Thomas Hopp:

– Vi er klar over, at vi vil være i vejen for beboere, trafikken og de handlende, når vi skal lægge fjernvarmeledninger. Men gennem et tæt samarbejde med kommunen har vi søgt at reducere de uundgåelige gener mest muligt ved at koordinere arbejdet, så det bliver udført samtidig med renoveringen af Køge Bro, siger han.

I perioden vil også den sydlige Brogade ligeledes kunne benyttes af fodgængere, mens cyklister må trække inde på fortovet. Der vil fortsat være åbent for al den gode handel i hele Brogade, hvor der også fortsat vil være mulighed for parkering om end i begrænset omfang.

Kommentarer