Stor opbakning i Køge: Nu kommer fjernvarmen til kvarteret omkring Nylandsvej
Stor opbakning til fjernvarme gør, at beboerne i kvarteret omkring Nylandsvej i Køge nu kan se frem til, at fjernvarmen udbygges i deres område.
Interessen for fjernvarme har været stor lige siden, Køge Fjernvarme i april 2022 startede kampagnen og åbnede for tilmeldinger. Allerede midt i juni var det glade budskab, at man var nået halvvejs med den nødvendige tilslutning på 50 procent af områdets husstande. Det giver altså grønt lys for snart at lægge rørene i jorden og starte levering af fjernvarme til området. Det skriver fjernvarmeværket på deres hjemmeside.
Gennem hele processen har der været et stærkt samarbejde med Køge kommune og Køge Nord FC., som har hjulpet med at få spredt det varme budskab, lyder meldingen.
– Nu kan de første Køgeborgere i Nylandsvejkvarteret blive fri for dyr naturgas og samtidig bidrage til den grønne omstilling. Beboernes opbakning gør, at den grønne fjernvarme snart forsyner det første store boligkvarter i den kommende fjernvarmeudbygning med 7.000 nye kunder i Køge. Med fjernvarme nedbringes CO2-udledningen fra opvarmning fra hver enkelt husstand med 3-4 tons om året, kombineret med nem varme til en stabil pris, udtaler direktør for VEKS, Lars Gullev.
Køge Fjernvarmes kontor er fortsat åbent hver mandag fra klokken 12-19 på adressen: Køge Nord Sport Center, Skolevej 7, 1. sal, Lokale 8, hvor man kan få klar information og svar på spørgsmål om fjernvarme.
De første kunder forventes at få fjernvarme i 2023
Hos Køge Fjernvarme er man allerede begyndt planlægningen af udbygningsprojektet i kvarteret omkring Nylandsvej.
– Arbejdet med at få lagt hovedledningen op gennem området forventer vi at kunne begynde allerede i slutningen af 2022. Så snart vi har nærmere information om den detaljerede plan for anlæg af fjernvarmeledninger i kvarteret, vil vi give den enkelte husstand besked, lyder det i pressemeddelelsen.
Kampagnetilbuddet fortsætter i kvarteret
Boligejerne i kvarteret omkring Nylandsvej har fået et kampagnetilbud frem til 1. juli, hvor man sparer 21.250 kroner på tilslutningen, ved at tilmelde sig fjernvarmen inden for tidsfristen. Den store opbakning til fjernvarmen har betydet, at Køge Fjernvarme har fået mulighed for at forlænge tilbuddet i kvarteret, hvis man tilmelder sig, inden gravearbejdet igangsættes på den enkelte husstands vej.
– Jo flere der kommer på fjernvarmenettet, jo bedre bliver varmeøkonomien. Vi har derfor valgt at fortsætte tilbuddet, så flere kan få glæde af fjernvarmens fordele, siger Lars Gullev.
Har man spørgsmål, er man altid velkommen til at kontakte Køge Fjernvarme på mailadressen: koegefjernvarme@veks.dk
Kommentarer