Stop tøjspild: Vi smider tre stykker tøj ud hver måned
I Danmark skiller vi os af med 75.000 tons tøj om året. Omregnet giver det tre stykker tøj per person hver måned. Samtidig er tekstiler en af de forbrugsvarer, der udleder mest CO2. Det vil Køge Kommune sætte fokus på med en ny udstilling og undervisning til skoleelever om bæredygtigt tøjforbrug.
Det kan være blevet for småt eller bare gået lidt af mode. I hvert fald skal der tilsyneladende ikke meget til, før vi kasserer vores tøj og køber nyt. Men det belaster ikke bare vores pengepung – faktisk er tekstilforbruget ifølge det Europæiske Miljøagentur det fjerde mest klimabelastende efter madforbrug, forbrug i forbindelse med bolig (som strøm og vand) og transport.
Det er en del af Køge Kommunes Klimaplan at arbejde med de dele af vores forbrug, der bidrager til en stor del af den globale CO2-udledning. Det gælder også tekstiler. Ifølge Klimaplanen kan der spares ca. 11.000 tons CO2 per år, hvis vi kan halvere vores forbrug af nye tekstiler, og der kan spares 9.000 tons CO2 per år, hvis øger genbrugsandelen af tekstiler til 65%. Det svarer samlet til ca. 2.000 Køge-borgeres udledning per år.
Derfor støtter Køge Kommune en udstilling om bæredygtige tøjvaner, der skal køre i starten af oktober. Kommunen støtter også 5 workshops til skoleelever i bæredygtige tøjvaner. Eleverne bliver opfordret til at reflektere over deres tøjvaner og kan derefter gå på opdagelse i udstillingen. Formålet er at inspirere til at vi overvejer, hvad vi faktisk har brug for at købe. Og til at få genbrugt noget mere af vores tøj.
Kom til udstilling om bæredygtige tøjvaner
Du har et skab fyldt af tøj. Alligevel føler du ikke, at du har noget at tage på. Til udstillingen MAKE THAT CHANGE kan du lære om at blive glad for det tøj du har og lære om, hvordan du kan vælge det rigtige, når du skal købe nyt.
Du kan se udstillingen d. 1-14. oktober på Køge Bibliotek, Kirkestræde 18, 4600 Køge.
Rachel Kollerup, som står bag udstillingen, er designer, der arbejder for en bæredygtig modeindustri, og for at sænke klimaaftrykket af vores tøjforbrug.
Formålet med MAKE THAT CHANGE er at gøre os bevidste om den miljømæssige gevinst, der er ved, kun at købe den mængde tøj, man har brug for, og bruge det igen og igen. Vi er på en spritny bølge, hvor det er på mode at forlænge tøjets levetid ved at reparere sit yndlingstøj, ligesom det er blevet en trend at vælge lækkert genbrugstøj frem for nyt.
Det kan du opleve ved udstillingen MAKE THAT CHANGE
• Mon hamp lugter stærkt? Føles bomuld som vat, og kan hårde træstykker virkelig bruges til stof? Du må gerne bruge alle dine sanser til at blive klogere på bomuld, viskose, hør, hamp, uld og polyester. Lær også om hvor klimabelastende de forskellige materialer er og hvilke fordele, de hver især har.
• Man kan godt få idéen om at tøj kommer fra en uudtømmelig automat, når butikkerne uge efter uge fyldes op med nye kollektioner – det hele serveres med tilbud som nyt, nemt, hurtigt, billigt. Den forretningsmodel har konsekvenser for miljøet – kom og hør hvorfor.
• Få forklaringen på hvorfor alt tøj har miljømæssig værdi.
• Få tips til at udvælge tøj, som du bliver glad for, og bliv mester til at fravælge tøj, som du alligevel mister interessen for. Kort sagt, “du kan nøjes med dit yndlingstøj” – hør hvordan.
• At donere tøj til genbrug er ikke den eviggyldige redningsplanke. Du får en forklaring på, hvorfor dit aflagte, donerede tøj, skal være så godt, at du selv ville bruge det.
Kommentarer