Spiritus-/narkokørsel i frakendelsestiden mv
Kl. 20.20 standsede færdselspolitiet en 22-årig mand fra Ringsted til en rutinemæssig kontrol af ham som fører af en varebil og en kontrol af køretøjet.
Den 22-årige fører blev konstateret påvirket af både spiritus og narkotika under kørslen, så han blev sigtet for de to overtrædelser af færdselsloven. Da han i forvejen også var frakendt kørekortet, blev han også sigtet for den overtrædelse af færdselsloven, hvorefter han blev anholdt med henblik på udtagelse af blodprøver til undersøgelse for alkohol og euforiserende stoffer. I forbindelse med anholdelsen satte han sig til modværge, så politiet måtte bruge peberspray i forbindelse med, at han skulle ilægges håndjern. Det medførte diverse udtalelse af mindre pæn karakter rettet mod de politibetjente, som var til stede ved anholdelsen af ham. Udtalelserne gav politiet anledning til at mistænke ham for at have overtrådt straffelovens bestemmelser om fornærmelig tiltale mod polititjenestemænd.
Den 22-årige blev løsladt efter udtagelse af blodprøverne og afhøring til de efterhånden mange sigtelser mod ham. Han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseresultaterne fra blodprøverne foreligger.
Kommentarer