Køge by

Søndre Havn har fået sine grønne almindinger

Alminding i Køge Kyst. Foto: Rune Pedersen.

I løbet af foråret har Køge Kyst plantet træer i de grønne byrum, almindingerne, der snor sig mellem karréerne på Søndre Havn. Dermed er de nye boligkvarterer godt på vej til at få det tiltænkte udtryk. 

Sølvpil. Skovæble. Tibetansk kirsebær. Søndre Havns græsgrønne byrum har nu også fået blomstrende træer, efter at Køge Kyst i forårets løb har gjort beplantningen færdig i Søndre Havns første almindinger mellem de nye boligkarréer.

– Almindingerne er et helt centralt element i bymiljøet på Søndre Havn. Ligesom arkitekturen i boligbyggeriet er meget varieret, er almindingerne det også med deres bugtede forløb og beplantning. Det er nu, at man for alvor begynder at kunne fornemme den kvalitet og den stemning, som har været hensigten med bymiljøet lige siden lanceringen af Køge Kysts udviklingsplan i 2011, og som vil blive endnu mere tydelig, når det hele vokser endnu mere til, siger projektdirektør for Køge Kyst, Peter Kjølby.

Klimasikring mod skybrud

De grønne almindinger tjener flere formål end at give stemning til kvarteret. De er anlagt med stier for gående og cyklister, og de opfylder en vigtig funktion som klimasikring, hvor de er designet og konstrueret til at opsuge og udlede store vandmængder fra skybrud. Endelig er de rekreative rum, som det fremover er op til Bydelsforeningen Søndre Havn at drive og forsyne med fællesfaciliteter.

Indretningen af almindingerne, herunder også beplantningen, afspejler blandt andet dialog mellem Køge Kyst og beboerne på Søndre Havn i form af en møderække i vinteren 2019-20 og yderligere drøftelser med bydelsforeningen.

Strandengsvegetation

De nye træer, buske og blomster i almindingerne indgår i en større beplantningsplan for Søndre Havn, som landskabsarkitektvirksomheden SLA har udarbejdet for Køge Kyst. Planen omfatter blandt andet også træer langs veje, i regnbede og på Engkanten, der som kombineret promenade og højvandsdige markerer grænsen mellem de nye boligkvarterer og den naturskønne strandeng.

Netop strandengen har sin helt særlige vegetation med hårdføre planter, der kan tåle saltvand, og den har givet inspiration til beplantningen i den nye bydel.

– Der er valgt en robust beplantning, som tager udgangspunkt i en kystnær natur med arter fra strandengen, som nu er plantet i de dele af Søndre Havn, der er tæt ved strandengen. F.eks. blåhat, røllike og hvid okseøje, som alle er vigtige planter, der styrker biodiversiteten i det nye boligområde, til glæde for insekter. Længere ind i almindingerne er er der også fyr og tjørn, som man finder langs kysten, men her er der også valgt en beplantning, som kan tåle de mere skyggefulde uderum mellem de høje karréer. Endelig er der valgt planter, som er tilpasset truget, som leder regnvandet sikkert fra boligerne til strandengen, fortæller projektleder Tobias Theil Konishi fra SLA.

Selvom bydelens første almindinger nu har fået deres træer og planter, udestår der stadig lidt finish i de nye byrum. Som endnu et element i bymiljøet sætter Køge Kyst nemlig nye belysningsarmaturer op i den kommende tid, ligesom der vil blive opstillet forskellige former for legeredskaber.

Kommentarer