Samfund

Søg puljemidler: Sammen i naturen

Er I til frisk luft og fællesskab?

Så har I mulighed for at søge midler til jeres projekt via Friluftsrådet.

Puljen støtter nemlig projekter hos foreninger eller andre lokale aktører, som kan skabe lokale organiserede tilbud om friluftsaktiviteter i fællesskab med andre. Det kan enten være helt nye aktiviteter eller et projekt, som inviterer nye målgrupper ind i friluftsfællesskabet, dog ikke enkeltstående aktiviteter og events. 

Hvor meget kan I søge?

I puljen er der i alt 2,5 millioner kroner, og I kan søge om tilskud mellem 20.000 og 100.000 kroner. Søger I mere end 50.000 kroner, skal I dog regne med en medfinansiering på mindst 30%.

Hvad går pengene til?

Der er ikke krav om, hvad pengene skal gå til. Men det kan for eksempel være:

· Udstyr, materialer og faciliteter, der understøtter aktiviteterne i naturen

·   Kompetenceudvikling af frivillige (kortere kurser)

·   Markedsføring og synliggørelse af projektet over for målgruppen

Hvad lægges der vægt på?

Ansøgningerne bliver vurderet samlet. Men det vil ske efter følgende 6 parametre:

·   Styrket fællesskab og trivsel i naturen: I hvor høj grad skaber projektet et nyt, lokalt tilbud om friluftsaktiviteter i naturen, hvor fokus er på fællesskab og trivsel?

·   Målgruppe og efterspørgsel: I hvor høj grad er projektet målrettet nye målgrupper? Vil projektet være til gavn for en bred målgruppe? Rækker projektet ud over ansøgers egen kreds?

·    Samarbejde og forankring: I hvor høj grad er der tale om et lokalt forankret samarbejde, hvor flere aktører indgår aktivt i planlægning og udførelse?

·    Frivilligt engagement: I hvor høj grad er frivillige involveret i planlægning, etablering og efterfølgende drift af projektet?

·    Holdbarhed: Har projektet en længerevarende effekt – også efter at det er gennemført? Hvordan sikres aktiviteternes fremtidige drift?

·    Finansiering: Hvad er behovet for finansiering? Er der lagt en realistisk finansieringsplan?

Ansøgningsfristen er 15. februar 2022.

Læs mere om Sammen i naturen og hent et ansøgningsskema her

Kommentarer