Køge by

Rekord i Sommersjov

Årets Sommersjov har haft flere aktiviteter end nogensinde før, og samarbejdet skal styrkes i lokalområderne, så der også fremover er plads til nicherne.

Mens sommersolen går på hæld, bliver der tygget grundigt på de mange meldinger, der kom ind til Køge Kommune efter afholdelse af årets Sommersjov. I år har der nemlig været aktivitetsrekord. Hele 32 foreninger og kulturinstitutioner har bidraget til, at mere end 2.000 skolebørn fik brugt et par dage i sommerferien på at prøve kræfter med aktiviteter i idræt, kultur og natur. 

Evalueringerne fra børn og aktører har været overvejende positive. Den store tilslutning betyder også, at der i de kommende somre skal tænkes i nye muligheder for øget samarbejde med alle relevante lokale aktører.

-Vi vil gerne samarbejde fremadrettet, også med de selvejende institutioner, fordi det giver børnene flere forskellige muligheder i lokalområderne. Der er nogle populære aktiviteter, som trækker rigtigt mange deltagere til, men antallet af deltagere skal ikke være et succeskriterie i sig selv. Vi vil også gerne have plads til de mere nicheprægede aktiviteter, siger formanden for Kultur- og Idrætsudvalget i Køge Kommune, Anders Ladegaard Bork (O). 

En tryg og gratis prøve 

Traditionen tro har udbuddet af aktiviteter været mangfoldigt, men også i år har børnene haft nogle favoritter. Med 513 deltagere er skate i Den Gule Hal i Køge en klar topscorer, ligesom både gymnastik og atletik har lokket flere end 200 drenge og piger til at springe, løbe og kaste i bedste OL-stil. Endelig blev aktiviteter i naturen også et hit med 155 børn på besøg hos Natur- og miljøskolen, mens årets naturhit er sportsfiskeri i så forskellige farvande som Køge Å og Øresund.

– Sommersjov er nemlig den trygge ramme, hvor børn kan prøve noget nyt af, uden at de skal forpligte sig for en hel sæson eller deres forældre skal have udgifter ved det. Derfor vil vi også arbejde på, at så mange forskellige aktører som muligt får del i de penge, der er til rådighed, siger Anders Ladegaard Bork, som også må erkende, at det betyder, at ikke alle aktører vil blive støttet med lige så mange penge, som de måske drømmer om.

Spørger man hos de mange foreninger som lægger hus til både billedworkshop, E-sport og Stand Up Paddle, så er næsten en tredjedel glade for nye sommergæster. I evalueringen har 32% svaret, at det bedste ved Sommersjov er, at det tiltrækker nye medlemmer til foreningen. 

Kommentarer