Livsstil og forbrug

Pas på: Påsken er højtid for haveskader

Foråret er højsæson for haveskader og især hækkeklipper, stige og plæneklipper giver skader. Alm. Brand giver gode råd, så du undgår ulykker i haven.

Selvom vejret er ustadigt, er foråret over os. Og mange bruger påskeferien på at gøre haven forårsflot, men man skal huske at passe på sig selv. Mange kommer nemlig til skade undervejs.

Hos Alm. Brand kan man godt mærke, at mange danskere bruger påskeferien på at beskære træer og grave i haven. Forsikringsselskabet oplever nemlig, at flere kommer til skade i de første forårsmåneder.

”Når temperaturen stiger, og minusgraderne forsvinder, er der mange der har glædet sig til at komme ud i haven igen. Men i sin iver skal man huske at tage den med ro og lægge forsigtigt ud. Når foråret kommer, ser vi nemlig flere skader på grund af havearbejde,” siger Maria Bitsch, skadeschef for Person og Specialskade.

For størstedelen skyldes det en lang vinter med begrænset aktivitet.

”Man har måske været inaktiv det meste af vinteren, og når man så pludselig bruger hele dagen på alle fire og hårdt fysisk havearbejde, så kan man hurtigt få en overbelastningsskade. Det er derfor en god ide at varme op og variere i arbejdsopgaverne,” siger Maria Bitsch.

Hvis man er så uheldig at komme til skade, når man knokler i haven, dækker ulykkesforsikringen.

Mænd i farezonen

Det er særligt mænd, der kommer galt af sted, og det skyldes især maskinerne, der bruges i haven.

”Havearbejde involverer tit større maskiner, som man kan komme til skade på, og det er tit mænd, der håndterer dem. Hvert år ser vi mange mænd komme til skade på hække- og plæneklippere, motorsave og falde ned fra stiger,” siger Maria Bitsch.

Mange skader kan heldigvis undgås, hvis man bruger hovedet.

”Man skal både huske at bruge det rigtige sikkerhedsudstyr og sin sunde fornuft. Mange skader kan undgås, hvis man går forsigtigt til værks og har respekt for de store maskiner,” siger Maria Bitsch.

De 5 farligste haveredskaber

  • Hækkeklipper
  • Plæneklipper
  • Stige
  • Motorsav/sav
  • Grensaks/havesaks

Sådan kommer du helskindet igennem havearbejdet

  • Varm op inden havearbejdet og udfør de mindst belastende opgaver først.
  • Forsøg at variere opgaverne, så du ikke udfører samme bevægelser en hel dag.
  • Brug sikkerhedsudstyr, hvis det er påkrævet.
  • Vedligehold maskinerne og tjek at de fungerer korrekt, inden du bruger dem.
  • Sørg for at stigen står stabilt, før du kravler op på den.
  • Drop sandalerne og tag det rigtige tøj på til opgaven. Så du ikke skærer dig på hænder og fødder.

Kommentarer