Kultur

Oplæsning og guidet tur i Hummings – Anerkendte forfattere kommer til Køge Nordstrand

Foto: Jonas Eika. Foto af Aphinya Jatuparisakul, Amalie Smith. Foto af David Stjernholm. Peter Laugesen. Foto af Martin Dam Kristensen. Siri Ranva Hjelm Jacobsen. Foto af Kajsa Gullberg.

Fiktion og poesi har allerede overtaget Køges byrum og landskaber med udstillingen Hummings.

Nu får Hummings-universet en ny dimension, når fire anerkendte danske forfattere en sensommeraften læser op af værker, der tematisk lægger sig op af udstillingen. Vi har også bevæget os ind i den sidste tid med Hummings, så hvis I skal nå at få omvisning i den store internationale udstilling, skal I skynde jer at booke en plads.

På tæpper omgivet af lanterner og den offentlige kunst, vil I den 24. september fra kl. 17-19 blive ført ind i disse fire forfatteres litterære univers: Jonas Eika, Siri Ranva Hjelm Jacobsen, Peter Laugesen og Amalie Smith. Ligesom Hummings kommer de litterære værker på hver deres måde omkring menneskets relation til naturen, andre eksistenser, organismer og teknologi. Nogle af værkerne befinder sig i dystopiske sci-fi lignende scenarier, mens andre lægger op til, at vi skal være åbne for nye sammenfletninger af livsformer og arter.

Arrangementet finder sted på Køge Nordstrand. Det starter kl. 17 og vi regner med at slutte omkring kl. 19. Hummings lukker kl. 20, så vi anbefaler, at I efter oplæsningen udforsker de fem kunstværker, der også er placeret på Køge Marina – eller alle udstillingens 17 værker, hvis I har mulighed for at komme inden oplæsningen. Læs mere om udstillingen her og find den eksakte lokation her .

På koes.dk og Facebook-eventet finder I rutevejledning.

NB: I tilfælde af regn, bliver arrangementet afholdt indendørs, så hold øje med koes.dk og vores sociale medier for updates.

Omvisninger

KØS har arrangeret en række omvisninger i Hummings, så I sammen med en guide kan opleve lige præcis de værker, der taler til jer. Hummings fordeler sig over tre områder: Køge centrum, Søndre Havn og Køge Marina. Opvisningerne er således også inddelt i områder og fordelt over de næste to weekender: Lørdag 18. september i Køge centrum og på Søndre Havn. Søndag 19. september på Køge Marina. Lørdag 25. september i Køge centrum og Søndre Havn. Søndag 26. september på Køge Marina.

Book jeres billetter her.

Kommentarer