Køge by

Nyt udvalg skal sætte vind i sejlene på udviklingen af Køge Marina

Der er gang i den på Køge Marina i disse år. Snart begynder byggeriet af et splinternyt hotel med havudsigt, og der er blevet plads til endnu flere lystsejlere.

Senest er der blevet opsat et nyt amfiteater, og der er ønsker om en vandlegeplads, et udsigtspunkt og flere spisesteder på marinaens ”strøg”. Også områdets infrastruktur er under udvikling, og i lokalplanen for området kan man se beskrivelser af nye trafikløsninger, flere adgangsveje og nye cykelstier.

For at understøtte udviklingen af marinaen, besluttede et enigt byråd på aftenens møde at nedsætte det man kalder et § 17, stk. 4 udvalg. Udvalget er nedsat midlertidigt og har ikke beslutningskompetence. Udvalgets opgave er derfor at rådgive og komme med anbefalinger til de politiske udvalg omkring udviklingen på marinaen. Helt konkret kommer udvalget til at arbejde med fire temaer; erhverv og turisme, nye aktiviteter, lystbådehavnen og kunstprojekter.

Marinaudvalget er oprettet for perioden 2022 – 2025 og kommer til at fortsætte det arbejde som det tidligere Marinaudvalg igangsatte i forrige byrådsperiode.

Kommentarer