Herfølge

Nyt fra Byrådets møde

Den 22. november 2022 afholdt byrådet i Køge Kommune byrådsmøde med blandt andet disse overskrifter: ”Byrådet slutter året af med en økonomi i balance”, ”Julestemning på vej til Køge og Borup bymidte”, ” Varmeplan for Køge Kommune er på plads” og ” 4,7 mio. kr. til ny kunstgræsbane i Herfølge”.

Byrådet slutter året af med en økonomi i balance

Byrådet blev på sit møde præsenteret for 3. økonomiske redegørelse, hvilket er årets sidste af slagsen. Redegørelsen viser, at Køge Kommune går ud af 2022 med et budget i balance, på trods af væsentlige og uforudsete udfordringer i løbet af året. Blandt andet får landets kommuner ikke fuld kompensation for uplanlagte udgifter til hverken COVID-19 eller håndteringen af flygtninge fra Ukraine. Dertil kommer, at Køge Kommunes udgifter til det specialiserede børne- og voksenområde er steget.

Når budgettet alligevel ender, som det skal – nemlig i balance mellem udgifter og indtægter – skyldes det blandt andet, at byrådet i 2021 besluttede at overføre knap 50 millioner kroner til i år, midler, som var til overs på grund af, at flere køgegensere kom i arbejde. Den positive udvikling i beskæftigelsen er fortsat i 2022, og dermed er der sparet yderligere godt 25 millioner kroner på arbejdsmarkedsområdet. En lille streg i regningen er dog en ekstraordinær uforudset efterregulering til Staten på knap 5 millioner kroner på dagpengeområdet, der tages fra kommunekassen. 

Redegørelsen viser, at anlægsområdet – altså den del af kommunens budget, der bygges nyt for – får brug for at overføre temmelig mange midler til 2023, nemlig 274 millioner kroner. Det skyldes blandt andet, at Køge Kommune i 2022 har flere forsinkede byggeprojekter. Den relativt store overførsel kan give udfordringer med næste års anlægsbudget. 

Nogle af de udfordringer, som Køge Kommune allerede har oplevet i år, forventes at lægge et yderligere pres på næste års budget. Her er blandt andet tale om de store prisstigninger i byggebranchen, på energi og på andre varer, den uvisse situation i Ukraine samt udfordringen i forhold til det specialiserede område.

Julestemning på vej til Køge og Borup bymidte

Snart lander julestemningen i Køge Kommune. Ud over de vaniljekranse og hjerter, der bliver bagt og flettet i borgernes private hjem, bliver det til et år med lidt mere jul på udvalgte steder i kommunen. Byrådet sagde på sit møde nemlig ja til at støtte handelslivet med en såkaldt markedsføringspakke, der skal give en ekstra oplevelse til borgere på juleindkøb i Køge bymidte og i Borup. 

– Julen er en højtid fyldt med traditioner. For mange er det at gå på julegaveindkøb en helt særlig dag, hvor hyggen er i top, og hvor byens lys og udsmykning bidrager til den helt rigtige stemning. Vi ved, at såvel borgere som butikker oplever at være presset på økonomien. Med indsatsen her gør vi vores til, at de borgere, der vælger at købe deres julegaver i Køge Kommune, får ekstra julestemning med i posen. Jeg håber rigtig mange, erhvervsliv som borgere, vil huske at handle lokalt, også i juletiden, siger borgmester Marie Stærke.

Connect Køge står bag markedsføringskampagnen, der består af et julelandskab på Køge Torv og juleudstillinger i gårdmiljøerne på Stationstorvet, Torvebyen og ved kirken. Ligeledes bygges et julelandskabsmiljø i Borup. Køge byråd bidrager med 300.000 kroner til markedsføringskampagnen.

Alle ledige hænder tæller på arbejdsmarkedet

Virksomheder og offentlige myndigheder efterspørger medarbejdere i stor stil, og manglen på arbejdskraft bliver en reel udfordring i årene, der kommer. Et af de store fokusområder i Køge Kommunes Beskæftigelsesplan for 2023 bliver derfor også at arbejde målrettet mod opkvalificering af ledige og på forskellig vis sørge for at få alle hænder i spil på fremtidens arbejdsmarked. Byrådet godkendte på sit møde tirsdag beskæftigelsesplanen, der lægger sporene for næste års indsats på området, og som blandt er udarbejdet med input fra repræsentanter fra erhvervsliv, fagbevægelse og erhvervsskoler. 

– Både private og offentlige virksomheder efterspørger i stor stil faglært arbejdskraft. Derfor er jeg meget tilfreds med, at byrådet præsenteres for en gennemarbejdet beskæftigelsesplan, der har et bredt ejerskab, hvor mange forskellige interessenter har bidraget med input. Det betyder, at byrådet kan godkende en plan, der bygger på den efterspørgsel, vi oplever. Der er brug for alle hænder på arbejdsmarkedet, også dem, der har brug for opkvalificering eller anden hjælp for at komme ind på arbejdsmarkedet, siger borgmester Marie Stærke.

Beskæftigelsesplanen bygger på en række konkrete mål, nemlig at alle ledige skal have en værdig sagsbehandling, flere ledige skal opkvalificeres, flere flygtninge og familiesammenførte skal være selvforsøgende, flere personer med handicap skal i beskæftigelse samt at virksomhederne skal sikres den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft. Endelig kommer to lokale mål, som er, at flere sygemeldte skal fastholdes i job og bevare kontakten til arbejdsmarkedet, ligesom flere unge skal i arbejde eller uddannelse. 

Planen har været i høring hos Integrationsrådet, Udsatterådet, Handicaprådet og Køge Kommunes Arbejdsmarkedsråd, der alle har bidraget med input. 

Børn bliver i dagpleje og vuggestue en måned længere

De helt små børn får nu mulighed for at tilbringe lidt mere tid i Køge Kommunes dagplejer og vuggestuer, før de skal tage det vigtige skridt ind i børnehaven. Det er konsekvensen af, at kommunen nu kommer endnu tættere på at indføre de såkaldte minimumsnormeringer. Hvor børnehavelivet indtil nu er begyndt den første dag i den måned, hvor barnet fylder tre år, sker det nu en måned senere. 

– Jeg er simpelt hen så glad for, at vi i Køge Kommune er så langt med at skabe gode og trygge rammer for de allermindste borgere. Med minimumsnormeringerne sørger vi både for, at der er flere medarbejdere pr. barn – og nu også for, at skiftet til børnehave sker lidt senere. For den enkelte familie betyder det mere tid i de velkendte rammer i vuggestue eller dagpleje, før skiftet til børnehave sker, siger borgmester Marie Stærke.

Beslutningen betyder, at Køge Kommune allerede fra 2023 har implementeret et lovkrav fra staten, som er gældende fra 2024. Ændringen koster Køge Kommune godt fire millioner kroner og medfører, at forældrene altså skal betale vuggestuetakst en måned længere end i dag.

Projekt skal forebygge vold i nære relationer

Over de kommende tre år vil Køge Kommune med projektet ”Ud af volden – ind i livet” bidrage til forebyggelse af vold i nære relationer. Det skal blandt andet ske ved tidlig opsporing af borgere, som udsættes for vold i nære relationer, før volden eskalerer i en grad, der har betydelige konsekvenser for borgeren. 

Helt konkret vil borgere, der takker ja, blive tilbudt muligheden for et ambulant tilbud med høje faglige kompetencer, en helhedsorienteret indsats, råd og vejledning. Et særligt mål er, at hjælpen, når den bliver givet tidligere, ikke behøver medføre ophold på krisecenter, hvilket betyder, at det i højere grad er muligt at bevare tilknytningen til nærmeste venner og familie. 

– Vold i nære relationer er et tabu. Det kræver viden at fange signalerne. Og det kræver kompetencer at få lov til at give den hjælp der gør, at volden kan stoppes, og at borgeren selv kan være med til at ændre sin situation. Der er utrolig meget at hente ved at arbejde professionelt med den udfordring det er, at nogle familier kæmper med vold i nære relationer. Med projektet her sikrer vi, at færre er alene om det, siger borgmester Marie Stærke. 

Køge Kommune har modtaget knap 3,5 millioner kroner til projektet, som over de kommende tre år skal arbejde til gavn for borgere, der oplever vold i nære relationer. 

Varmeplan for Køge Kommune er på plads

Hvornår kommer fjernvarmen til dit område – og hvad kan du gøre, hvis ikke der er planlagt fjernvarme hos dig? I løbet af kort tid vil ejere af alle de boliger i Køge Kommune, som har gas- eller oliefyr, modtage et brev i deres e-boks, hvori de kan læse mere om mulighederne for at få en mere bæredygtig opvarmning af deres bolig. 

For en dels vedkommende vil de være omfattet af planer for fjernvarme, mens der i andre områder af kommunen må skeles til alternative løsninger. Hvem, der hører til i hvilke kategorier, fremgår også at den varmeplan, som tirsdag blev vedtaget af byrådet, og som kan læses på Køge Kommunes hjemmeside.

– Vi gør, hvad vi kan for at skabe løsninger, der er så grønne og så billige som muligt. Lige nu oplever hele Danmark en enorm efterspørgsel på netop fjernvarme, og hvor gerne vi end ville, bygges fjernvarmenettet ikke med et snuptag. Derfor er det dejligt at se selvstændige initiativer, som fx borgere i Bjæverskov, Vemmedrup og Ejby, der er gået sammen om at etablere lokale fjernvarmeselskaber. Det støtter vi i høj grad op om. Samtidig vil vi meget gerne vise borgere, der ikke står med mulighed for at få fjernvarme, hvad deres muligheder kan være, siger borgmester Marie Stærke. 

I den kommende tid vil der blive afholdt arrangementer, der kan inspirere til fælles varmeløsninger i landsbyer – arrangementerne vil blive annonceret i pressen og på Køge Kommunes hjemmeside.

Varmeplanen vil blive opdateret med de lokalområder, der er under udvikling til at blive fjernvarmeområder. På den måde sikres det, at en udpegning af et område som fjernvarmeområde ikke hindrer, at der fortsat kan søges tilskud til fx varmepumper. 

Varmeplanen, som er godkendt af byrådet, gælder nu. Men så snart kommunen har foretaget analyser, der kan vise, at varmeplanen er samfundsøkonomisk fordelagtig, vil varmeplanen blive sendt i høring. Det sker primo 2023, og hermed sikres det, at kommunen hurtigere kan behandle de enkelte projektforslag, som følger af planen.

Varmeplanen kan findes her: Energi og bæredygtig udvikling – Køge Kommune (koege.dk)

4,7 mio. kr. til ny kunstgræsbane i Herfølge

Der er godt nyt til fodboldfans i Herfølge og omegn. Byrådet har nemlig besluttet, at den ældre af de to eksisterende kunstgræsbaner på Herfølge Stadion skal udskiftes. Banen har længe været plaget af udfordringer med vand efter regnskyl – en problematik, der nu resulterer i planer for udskiftning af dræn, af banens øverste lag, som skal erstattes med et filtermateriale, der gør det lettere for vand at sive igennem samt altså et helt nyt kunstgræstæppe, som lever op til nutidens standarder og krav.

– Det er en rigtig god nyhed til de mange aktive fodboldspillere i Herfølge og omegn, som har været tålmodige i temmelig lang tid. Nu har vi besluttet at sætte gang i et omfattende projekt, som vil give stadion i Herfølge endnu en topmoderne kunstgræsbane, som forhåbentlig holder i mange år fremover, siger borgmester Marie Stærke.

Nu skal projektet i udbud, og herefter er forventningen, at man i løbet af 2023 kan trække det gamle kunstgræs af, ændre dræningen og derpå etablere den nye kunstgræsbane.

Nye gebyrer på byggesager

Fra næste år vil det koste ekstra at få behandlet sin byggesag hos kommunen. De stigende gebyrer skyldes, at der i løbet af de seneste år er indført ny lovgivning, som fratager kommunerne muligheden for at opkræve gebyrer for dele af en byggesag – eksempelvis sagsbehandling for brand og konstruktion. Det har betydet et voksende underskud på budgettet, som de nye gebyrer vil rette op på.

I dag handler en stor del af sagsbehandlingen i byggesager om lovpligtig vejledning – en indsats, der ikke må kræves gebyrer for, men som altså alene kan finansieres af skatteyderne. 

Byrådets beslutning betyder, at borgere eller virksomheder, som har en byggesag hos kommunen, fremover skal betale 1006 kr. pr. forbrugt time, mens taksten i dag er 634 kr. pr. forbrugt time. 

Flytning af klubber på Maritime Halvø

Køge Kyst står for at skulle etablere kystbeskyttelse på Søndre Strand i forbindelse med næste etape af boligbyggerier. I den forbindelse skal de klubber, der ligger på Den Maritime Halvø, flyttes et stykke nord og mod centrale del af halvøen – op på et areal, som ligeledes vil ligge i en højde, der beskytter klubberne mod oversvømmelse. 

– For at sikre, at Køge Kyst kan komme i gang med deres kystbeskyttelsesprojekt, har vi nu afsat de nødvendige midler, så vi kan flytte klubberne lidt mod nord. Samtidig kan vi få lavet den dejlige grønning på Søndre Havn færdig til glæde for de borgere, der holder af at gå en tur langs vandet, siger borgmester Marie Stærke.

Køge Kyst planlægger at gå i gang med anlægsarbejderne i begyndelsen af 2023. Flytningen, som er planlagt til at finde sted i år, sker i løbende dialog med klubberne.

Midler til genopretning af kommunale ejendomme

Udskiftning af tage, nye ventilationssystemer, maling ude og inde, nye døre og vinduer samt bedre varmesystemer. Det er nogle af de mange indsatser, der står for at blive gennemført på kommunale bygninger som skoler, plejehjem, daginstitutioner og andre steder, hvor borgerne i Køge Kommune har deres gang. Byrådet har netop vedtaget en bevilling på samlet set 45 mio. kr. til genopretningsprojekter i 2023 – i omegnen af 80 projekter, som bliver endeligt vedtaget på et møde i Teknik- og Ejendomsudvalget i begyndelsen af det nye år.

– Vi har mange bygninger af ældre dato, som trænger til en kærlig hånd. Nogle trænger mere end andre, og som altid er vi nødt til at prioritere. Det vil ske i begyndelsen af det nye år, og så er det heldigvis mange både børn, voksne og ældre borgere, der får gavn af de mange istandsættelsesprojekter, der bliver sat i gang i 2023, siger borgmester Marie Stærke.

På deres møde i begyndelsen af november vedtog Teknik- og Ejendomsudvalget at gå videre med en liste, som blandt andet omfatter tagudskiftning på Borup Kulturhus, lys i aulaen på Borup skole, tagarbejde på Hastrupskolen, nye vinduer på Herfølge skole, døre og vinduer på Skovbo skolen og en ambition om. at Vemmedrup børnehave males ude som inde. Listen kan ses som bilag på koege.dk under Byråd og Udvalg, men skal altså læses med forbehold for, at den skal endelig vedtages i begyndelsen af det nye år. 

Samtidig kan de prisstigninger, der opleves i byggebranchen, samt de forøgede leveringstider, der kan være på visse materialer, betyde, at ikke alle opgaver på listen kan blive fuldført efter ambitionen.

Den samlede bevilling på 45 mio. kr. består af en anlægsbevilling på godt 30 mio. kr. samt en driftsbevilling på 15 mio. kr.

I forbindelse med årets budgetproces blev pengene afsat, og på byrådsmødet blev midlerne altså frigivet til de projekter, der forventes gennemført i 2023.

Kommentarer