Borup

Nyt bæredygtigt boligkvarter på vej i Borup

Foto: FRONT Arkitekter

Omkring 120 nye bæredygtige boliger ser dagens lys på Møllebankerne i Borup i løbet af de kommende år.

Boligerne bliver opført i et naturskønt område ned til Ådalen til en bredt sammensat beboergruppe og med fokus på fællesskab.

Der bliver plads til både familierne, seniorerne og singlerne i det nye bæredygtige boligkvarter på Møllebankerne i Borup – lige ned til Ådalen. 

Byrådet har netop solgt til den udvikler, som kommer til at stå i spidsen for opførelsen af det nye kvarter, som om få år vil kunne opleves som i omegnen af 120 bæredygtige boliger med et nytænkende udtryk og en mangfoldig beboersammensætning.

– Vi kan glæde os til et helt nyt kvarter i Borup, hvor omkring 120 boliger med en spændende arkitektur bliver opført med respekt for naturen og til mennesker i alle aldre. Jeg synes, der er et ret imponerende projekt. Der bliver lagt vægt på både grønne omgivelser og det fællesskab, som betyder meget for mange, når de skal vælge, hvor de gerne vil bo. Jeg glæder mig meget til at følge udviklingen af området, som med garanti bliver en gevinst for både nye beboere og Borup som helhed, siger borgmester Marie Stærke. 

Tænkt ambitiøst

Det er FRONT Arkitekter og rådgiverne Kuben Management, der står bag vinderprojektet, som blev fundet blandt i alt 7 indkomne forslag. Reelt er der tale om udvikling af tre delområder, der nu har fået navne: ’Skræntboligerne’, som er rækkehuse med udsigt ned til Ådalen, ’Klyngehusene’, hvoraf en del er tænkt som ældreboliger i et-plan og ’Parcellerne’, som er dobbelthuse inspireret af de såkaldte byggeforeningshuse fra begyndelsen af 1900-tallet.

De tre områder får hver deres særpræg, om end husene vil få et vist ensartet udtryk i form af lyse materialer tilpasset landskabet.

– Det er et meget spændende område at udvikle på – ikke mindst det meget naturskønne og kuperede terræn har gjort opgaven til en stor fornøjelse. Vi har tænkt nyt og ambitiøst, og vi glæder os til at komme i gang med den konkrete planlægning af opførelsen af det kvarter, som vi håber, vil blive en glæde for de mange nye beboere i Borup, siger Jesper Dichmann Sørensen, markedsdirektør i Kuben Management.

Boligerne opføres med den bæredygtighedscertificering, der hedder DGNB-guld, som vægter både miljø, økonomi og sociale forhold. Konkret måler certificeringen blandt andet på byggematerialer, transport, forbrug af energi og vand, holdbarhed, tilgængelighed og indeklima.

I størrelse vil boligerne variere fra ca. 70 til 150 m2 og i højde fra en etage over halvanden til to. 

Fællesskabet i centrum

I midten af de 120 lejeboliger bliver der anlagt en grønning med vilde græsser og stedtypiske træer, en lille park og en mindre sø. Det fællesområde er tænkt til aktiviteter i et fællesskab, som også kan dyrkes indendørs. På området opføres nemlig også et stort fælleshus, som udover samlingssal vil rumme lokaler, som beboerne kan anvende til fælles formål, hvad enten det er mødelokaler, gæsterum eller måske en byttecentral. Fælleshuset bliver ligeledes til faciliteter til en vicevært for området.

Også formanden for Borup Borgerforening, Kim Andersen, er glad for udsigten til det nye kvarter i Borup:

– Bæredygtigt byggeri i guldklasse, mere natur og fællesskabet i centrum. Det er fremtidens boligbyggeri. Vi glæder os til at byde beboerne velkommen i Borup, når boligerne står klar, siger Kim Andersen.

Byggeriet forventes at begynde i 2022 og stå færdig i løbet af to år derefter. Når de nye boliger bliver udbudt til leje, sker det i regi af en privat udlejer.

Kommentarer