Ny lov om tekstilaffald bekymrer Mødrehjælpen i Køge
En ny lov om en tekstilindsamling betyder, at danskerne fra den 1. juli skal sortere det af deres tekstilaffald, som ikke kan genbruges. Mødrehjælpsbutikken Køge er bekymrede for, at loven får færre til at sende deres tøj til genbrug.
Den røde pose til tekstilaffald ligger allerede i mange husstande rundt omkring i Danmark, og fra den 1. juli er det et lovkrav, at vi bruger den eller det alternativ, som kommunen tilbyder, til vores tekstilaffald. Fremover skal vi nemlig sortere det tekstil fra, som vi ikke kan sende til genbrug, og som vi ellers ville have smidt i vores restaffald.
Flere kommuner rundt om i Danmark har gennem de sidste år taget hul på opgaven, og erfaringer fra udvalgte genbrugspladser viser, at helt op til 86 procent af det tøj, der lå i affaldscontainere til genanvendelse, var tøj, der kunne genbruges.
I Mødrehjælpens butik Køge er de derfor bekymrede for, at den nye lov kommer til at betyde, at alt for meget godt genbrugeligt børnetøj havner i tekstilaffald i stedet for at blive afleveret i butikken.
Her går overskuddet af salget nemlig til lokalforeningen i Køges egne aktiviteter for gravide og børnefamilier samt Mødrehjælpens rådgivningsarbejde.
– Så, glem os ikke, når I sorterer jeres børnetøj, og fortsæt med at sende det ned til os, lyder opfordringen fra Susanne Parkholt, der er ansvarlig for Mødrehjælpens butik i Køge.
– Vi er rigtigt glade for det aflagte tøj, og det bidrager til at Mødrehjælpen kan hjælpe en masse familier. Og så er det godt for bæredygtigheden og miljøet, siger hun.
Kommentarer