Ny hjælp til børn i familier med psykisk sygdom

Fra marts måned bliver det muligt for børn i familier med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelser at møde og spejle sig i andre børn i samme situation.
I et nyt samarbejde mellem Køge Kommune, Bedre Psykiatri og Ole Kirk’s Fond bliver det nu muligt at komme i en børnegruppe, hvis formål er at støtte børn, som er pårørende. Tilbuddet skal give børnene et trygt fællesskab, hvor de kan dele tanker og følelser, og samtidig få konkrete værktøjer til at håndtere de udfordringer, som kan følge med, når man som barn er pårørende. Derudover får de viden om og et sprog for at tale om psykisk sygdom og udviklingsforstyrrelse.
– Børn, som er pårørende, er en gruppe, som ofte kan blive overset. Det kan have konsekvenser for børnenes trivsel og fremtid. Derfor gør det os meget glade, at Køge Kommune, sammen med os, vil være med til at give børnene et sted og en hjælp, der er særlig for dem, siger Jane Alrø Sørensen, generalsekretær i Bedre Psykiatri.
Hele familien i fokus
Sideløbende med børnegrupperne deltager forældrene i et parallelt gruppeforløb med undervisning og sparring. Her får forældrene viden og værktøjer til bedre at kunne forstå og støtte deres børn. Hovedformålet med forældreundervisningen er, at forældrene får viden og erfaringsudveksler om, hvad det betyder for børn at være pårørende til et menneske med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse.
Mange forældre kan have svært ved at tale med deres børn om den psykiske sygdom eller udviklingsforstyrrelse. Derfor er et af hovedformålene, at forældrene får redskaber til at tale med deres børn om sårbare emner, så familien kan udvikle et fælles sprog om det, der er svært.
Fakta om tilbuddet
- Opstart: Den 25. marts 2025.
- Varighed: 7 gruppegange af 2 timers varighed over 2 måneder.
- Tid og sted: 15:30-17:30 i Sundhedshuset, Rådhusstræde 10C, 4600 Køge
- Målgruppe: Børn fra 1.-6. klasse og deres forældre.
- Pårørende: Barnet har en forælder eller en søskende med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse
Læs mere om børnegrupperne og indsatsen her.
Kommentarer