Samfund

Nu kan du søge! Landsbypuljen 2023 åben for ansøgninger

Arkivfoto: Køge Kommune

Skal fællesarealerne forskønnes? Kunne I tænke jer at etablere en lejrplads – eller afholde et kulturarrangement? Nu er Landsbypuljen 2023 åben for ansøgninger, og der kan søges til og med 3. oktober 2023.

Køge Kommunes landsbyer kan igen i år søge Landsbypuljen om tilskud til projekter eller aktiviteter i deres lokalområder. Både Landsbylaug, borgerforeninger og andre med relation til landsbyerne og det åbne land kan søge puljen.

Tilskud kan søges til alt fra nye lejrpladser og hjertestartere til fællesskabsarrangementer som foredrag eller koncerter. Der er ikke fastsat kriterier på forhånd, da Klima- og Planudvalget tager konkret stilling til hver enkelt ansøgning. Det sker på et udvalgsmøde i starten af november 2023.

– Landsbypuljens midler har støttet mange gode projekter gennem årene. Det er altid spændende at følge de projekter, som de stærke lokalsamfund udvikler med tilskud fra puljen. Jeg ser frem til at se de forslag og initiativer, som vores engagerede borgere byder ind med i år, siger Niels Rolskov, formand for Klima- og Planudvalget.

Krav til ansøgningen

Ansøgningsfristen er 3. oktober 2023. Ansøgningen skal indeholde en beskrivelse af projektet med formål og målgruppe, beskrivelse af det forventede bidrag til den lokale udvikling, den fysiske placering, billeder eller anden visualisering af projektet samt budget med det ansøgte støttebeløb og de forventede driftsomkostninger. Den samlede ansøgning skal sendes til tmf@koege.dk

De projekter der får tildelt støtte, skal eventuelt tillades af kommunens Teknik- og Miljøforvaltning, før de bliver sat i gang. Projektansøgerne er selv ansvarlige for at indhente de relevante tilladelser før projektet eller aktiviteten gennemføres.

 

Kommentarer