Samfund

Mulige smitteudbrud med COVID-19 på skole-trin

Siden august har de fleste kommuner oplevet mulige smitteudbrud med COVID-19 på både indskoling, mellemtrin og udskoling.

Det viser en eksperimentel statistik fra Danmarks Statistik, som siden november er blevet udgivet i et samarbejde med Statens Serum Institut.

Statistikken kan blandt andet vise, hvor mange kommuner der har haft mulige smitteudbrud med COVID-19 på grundskoler. Grundskoler er både folkeskoler, frie grundskoler og ungdomsskoler mv.

Indskolingen (0.-3. klasse) har med 80 kommuner det laveste niveau for mulige smitteudbrud. I 91 kommuner har der været mulige udbrud på mellemtrinet (4.-6. klasse), og i 92 kommuner har der været mulige smitteudbrud i udskolingen (7.-9. klasse). Dertil kommer mulige udbrud i 10. klasser samt på efterskoler, der er opgjort for sig i statistikken.

”Der har været mulige smitteudbrud på grundskolerne i langt de fleste kommuner i den undersøgte periode. Undtagelserne er særligt ø-kommunerne, som er kendetegnet ved at have relativt få elever og generelt lave smittetal,” siger Laust Hvas Mortensen, der er chefkonsulent i Danmarks Statistik.

Et muligt smitteudbrud forstås som tre eller flere elever, der går på samme skole og skoletrin, og som er testet positive for COVID-19 inden for en periode på 14 dage. Statistikken viser ikke, om eleven er smittet på skolen eller et andet sted. 

Selvom der er kommuner, der ikke har haft mulige smitteudbrud, så kan der godt have været tilfælde af elever, der har været smittet med COVID-19.

Hvilke kommuner har ikke haft mulige smitteudbrud?

  • De 18 kommuner, der ikke har haft mulige smitteudbrud i indskolingen, er Aabenraa, Billund, Bornholm, Fanø, Haderslev, Halsnæs, Hjørring, Langeland, Lemvig, Læsø, Nyborg, Rebild, Ringkøbing-Skjern, Samsø, Svendborg, Thisted, Vesthimmerlands og Ærø. 
  • De syv kommuner, der ikke har haft mulige smitteudbrud på mellemtrinnet, er Fanø, Haderslev, Læsø, Morsø, Nyborg, Samsø og Ærø.
  • De seks kommuner, der ikke har haft mulige smitteudbrud i udskolingen, er Fanø, Langeland, Lemvig, Læsø, Samsø og Ærø.

2.082 nye mulige udbrud siden august

På landsplan har der fra statistikkens start i august sidste år til og med uge 4 i år i alt været 2.082 mulige nye udbrud på skoler i hele landet. 

De 584 mulige udbrud fandt sted i indskolingen, 611 på mellemtrinnet og 754 i udskolingen. De resterende udbrud fandt sted i de andre skoletrinskategorier i statistikken, som fx er efterskoler (75 mulige smitteudbrud) og 10. klasse-elever (53 mulige smitteudbrud), som ikke indgår i denne artikel. 

Der er et forskelligt antal elever i de forskellige trin, bl.a. fordi indskolingen består af fire årgange (0.-3. klasse), mens mellemtrinnet (4-6. klasse) og udskoling (7-9. klasse) er tre årgange. Desuden går en del elever i 10. klasse eller fra 8.-10. klasse på efterskole, hvilket opgøres som en separat kategori i den eksperimentelle statistik, og som ikke er en del af denne artikel. 

”Generelt følger udbruddene på skolerne smitteaccelerationen i samfundet. For alle skoletrin var smitten lavest i sommer, og derefter steg den henover efteråret. Det er imidlertid ikke alle skoler, der udbyder alle skoletrin, så antallet af udbrud er ikke direkte sammenligneligt mellem skoletrin,” siger Laust Hvas Mortensen, der er chefkonsulent i Danmarks Statistik.

”Det første spike i mulige smitteudbrud skete efter uge 42 sidste år – altså i forbindelse med efterårsferien. Det næste spike skete omkring uge 50 og frem mod jul, hvor skolerne blev lukket ned. Vores data viser frem til uge 04, men eftersom der går 14 dage, før vi har overblikket over mulige smitteudbrud, kan de seneste tal ændre sig,” siger Laust Hvas Mortensen. 

Selvom skolerne er nedlukket lige nu, vil der stadig vise sig nye mulige udbrud i tallene. Det skyldes, at mulige smitteudbrud på skolerne er knyttet til eleverne. Elever, der smittes andre steder fx i hjemmet eller gennem venner, kan således godt give anledning til konstatering af et nyt muligt udbrud, selvom de ikke har været på skolen.

”Vi ved ikke, hvor eleverne bliver smittet, kun at de er testet positive. Hvis skolerne er lukkede, men der stadig er udtalt samfundssmitte, så vil vores definition føre til, at vi sandsynligvis vil registrere nye udbrud på skoler,” siger Laust Hvas Mortensen.

Data refereret i denne artikel kan du finde på Danmarks Statistiks side for eksperimentel statistik. Her kan du også finde statistik om generel smittespredning i samfundet og andre forhold under COVID-19. 

Kommentarer