Samfund

Motorvej E20 ved Køge skal have ny asfalt

Vejdirektoratet går nu i gang med at udskifte den slidte asfalt på E20 Vestmotorvejen ved Køge, hvorfor der vil være vejarbejde frem til 17. maj. Af hensyn til trafikanterne bliver arbejdet udført i aften- og nattetimerne.

Vejdirektoratet er denne uge gået i gang med at skifte asfalt på E20 Vestmotorvejen ved Køge, hvor den nuværende asfalt er nedslidt og trænger til at blive udskiftet.

Vejarbejdet bliver udført på strækningen mellem Bjæverskov og ca. 6 km østpå i retning mod Køge, hvor Køge Bugt Motorvejen har sin begyndelse.

Vejdirektoratet forventer, at vejarbejdet kommer til at tage omkring fire uger. Hvis alt går vel, og forårsvejret ikke er til for meget besvær, venter der trafikanterne et nyt og bedre køreunderlag fredag 17. maj.

Sådan foregår arbejdet

Arbejdet starter med, at man affræser den nuværende belægning, så man kan komme ned til den underlæggende belægning, der trænger til at blive repareret.

Når det er gjort, kan den nye asfalt rulles ud. Til slut bliver der påført nye vejstriber.

Resultatet kommer til at være til gavn for trafikanterne, der kan se frem til en mere jævn kørebane og dermed også en bedre køreoplevelse.

Kommentarer