Midtsjællands Motorflyveklub holder åbent hus den 3. maj

Lørdag den 3. maj, holder Midtsjællands Motorflyveklub åbent hus med masser af spændende aktiviteter for hele familien.
På dagen kan man blandt andet få en flyvetur til en overkommelig pris, og der vil være luftakrobatik, faldskærmsudspring, svævefly, fjernstyrede modelfly, udstilling af flotte biler og motorcykler. Der vil også være en sjov hoppeborg til de mindste.
Udover informationer om uddannelse til privatpilot vil der også, som noget nyt, være mulighed for at se, hvordan en varmluftballon fyldes inden start.
Der vil også være åbent i flere af hangarerne, hvor man kan se de flotte fly på nært hold. Klubbens medlemmer stiller op omkring dette arrangement og flyveturene foretages af klubbens dygtige piloter. Man kan vælge mellem en hyggelig tur med familien, en tur i veteranfly, eller prøve at være pilot og styre et fly. For de modige er der mulighed for en akrobatisk tur i luften.
Åbent hus er fra kl. 10 til 15, hvor klubben sælger flyvepølser, is, kaffe og meget mere til populære priser.
Flyvepladsen er beliggende på Haslevvej 58, 4100 Ringsted.
Kommentarer