Debat og politik

Marie Stærke vil forsøge at få dobbeltmandater tilladt igen

Borgmester i Køge, Marie Stærke, til højre i billedet, er søndag blevet genvalgt som næstformand i Socialdemokratiet på Socialdemokratiets Kongres i Aalborg. Hun var for at forslag om at tillade dobbeltmandater, som blev nedstemt af kongressen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Selv om medlemmerne i Socialdemokratiet søndag sagde nej til hovedbestyrelsens forslag om at tillade dobbeltmandater, så vil køgeborgmester og genvalgt næstformand i partiet, Marie Stærke, forsøge at få forslaget til afstemning igen.

Næstformand Marie Stærke, der er borgmester i Køge Kommune, og som var bannerfører for hovedbestyrelsens forslag, siger, at hun vil forsøge at få dobbeltmandater godkendt igen.

– Jeg tænker, at om fire år så spørger vi medlemmerne igen, om de måske er modne til at træffe beslutningen. Det er hvert fald min tanke at vi gør det. Jeg tror, den skal modnes noget mere. Der skal nok tales lidt mere om den i baglandet, siger Marie Stærke.

Det var et 55 år gammelt forbud, der søndag stod for skud på Socialdemokratiets kongres. Forbuddet lyder på, at eksempelvis et folketingsmedlem ikke også må sidde i et lokalt byråd eller regionsråd.

Det forsøgte partiets hovedbestyrelse med formand Mette Frederiksen at få løftet – blandt andet for at kunne tiltrække velkendte navne til næste kommunalvalg. Men der var ikke det nødvendige to tredjedele flertal for at ophæve forbuddet. 253 medlemmer stemte for, mens 225 stemte imod.

Marie Stærke hæfter sig dog ved at det blev vedtaget, at socialdemokrater fremover godt kan sidde både i et byråd og et regionsråd.

– Det er et kæmpe skridt for Socialdemokratiet, som har været virkelig imod det i mere end 50 år, siger hun.

Blandt argumenterne fra baglandet, der er imod dobbeltmandater, var, at det vil være for tidskrævende både at have et fuldtidsjob som folketingsmedlem og sidde i et byråd ved siden af.

Det argument forstår Marie Stærke godt, men hun mener, at medlemmerne overså noget vigtigt i hovedbestyrelsens forslag.

– Der, hvor jeg er uforstående, er, at der ikke var tvang til at skulle have dobbeltmandater. Hvis der var en kreds, der ikke ønskede at gennemføre det, kunne man bare sige nej. Men man kunne give andre mulighed for at gøre det.

Socialdemokratiet holder kongres hvert fjerde år. Årene imellem afholdes der årsmøde.

/ritzau/

Kommentarer