Maler faldt ned fra tag i Lille-Skensved
Søndag kl. 16.05 faldt en håndværker ned fra et tag under udførelse af malerarbejde på en villa i Lille-Skensved. Den 41-årig mand var i gang med at male taget, da han af uvisse årsager faldt ned af taget. Han ramte en carport undervejs i faldet og røg videre ned på jorden. En kollega til den 41-årig fik hentet hjælp hos beboerne i huset, som ringede 112.
Den tilskadekomne mand kom alvorligt til skade med sin fod og slog hovedet, men han var ved bevidsthed, da ambulancen kom frem. Han blev kørt til behandling på sygehuset, men hans skader var ikke livstruende.
Politiet undersøgte uheldsstedet og underrettede Arbejdstilsynet.
Myndighederne skal nu sammen klarlægge omstændighederne ved ulykken, herunder om der er sket brud på arbejdsmiljøloven i forbindelse med, at den 41-årig kom til skade.
Kommentarer