Samfund

Lokalplan for flere boliger i Køge Nord sendes i høring

42 almene boliger og 10 fritliggende huse eller dobbelthuse er planlagt som næste etape af boligudbygningen i Køge Nord Skovby – og til det formål skal der laves en lokalplan. Derfor sender byrådet nu forslag til lokalplanen med nummeret 1099 i høring.

Planen dækker et område på cirka to hektar, som grænser op til fredskov i øst, kommende etaper af nye boliger i nord og en beskyttelseslinje omkring en fredet rundhøj mod vest. For de fritliggende huse er der lagt op til en udstykning med små grundstørrelser, så der kan bygges tæt. Det betyder både en bæredygtig udnyttelse af arealerne og gode forhold for nære fællesskaber, som i de øvrige boligklynger i Køge Nord Skovby.

– For bare to år siden var området en bar mark. Nu ser vi, hvordan nye bæredygtige boliger vokser frem, og hvordan Køge Nord Skovby bliver til. Det er en glæde at opleve, hvordan de nye rammer for vores borgere bliver skabt, og når vi sætter gang i så store forandringer, er det vigtigt at lytte til de bemærkninger, der kommer fra naboer og andre interessenter. Jeg ser frem til gode input i forbindelse med høringen, siger borgmester Marie Stærke

Tidligere på året blev arealerne til almene boliger solgt på baggrund af et skitseprojekt med et stærkt arkitektonisk udtryk. De 42 boliger opføres i træ som to cirkler omkring et indre haverum. Der er adgang til de enkelte boliger via private terrasser ud mod haverummet, så der skabes en gradvis overgang fra det private til det fælles – og forhåbentlig gode anledninger til uformelle møder mellem beboerne. 

Lokalplanen sendes nu i høring i en periode på fire uger, og i den forbindelse er der planlagt et borgermøde 25. april kl. 19:00 – nærmere info kan findes på koege.dk i ugen op til mødet. 

Det er en forudsætning for endelig vedtagelse af denne lokalplan, at kommuneplantillæg nr. 2 vedtages endeligt. Vedtagelsen forventes i slutningen af juni.

Kommentarer