Lokalplan for Den Maritime Halvø vedtaget
Den Maritime Halvø skal være et mødested ved vandet for alle borgere, derfor har Køge Kommune i samarbejde med borgere, foreninger, Køge Kyst og klubber arbejdet på en plan for, hvordan området skal udforme sig. Det har resulteret i en lokalplan, som byrådet nu har vedtaget.
Lokalplan 1103 indeholder blandt andet muligheden for en ny central vej, som skal sikre god tilgængelighed, en offentlig promenade og byggeri til klubfaciliteter.
– Jeg glæder mig over, at vejen nu er banet for, at flest muligt kan få glæde af endnu et af Køge Kommunes skønne områder med vand, strand og fællesskab i form af klubliv og aktiviteter. Som den østlige afslutning på Søndre Havn i Køge ligger området i forvejen centralt i forhold til Køge centrum og station, og trafikløsningen i lokalplanen betyder, at endnu flere på sigt kan få glæde af det. Det er dog vigtigt at sige, at der er tale om en plan for det fremtidige område, for byrådet har ikke budgetteret med at gå i gang med at udføre planerne. Her håber vi på samarbejder med andre aktører, siger borgmester Marie Stærke.
Lokalplanen godkendes efter et borgermøde og en høringsperiode på otte uger. Der er kommet otte høringssvar, som især har udtrykt bekymring om for få parkeringspladser, og at der mangler plads til tre kajaktrailere. Derfor er lokalplanen ændret, så der skal anlægges 45 parkeringspladser i parkeringszonen mod tidligere 25 pladser, og der er tilføjet krav til parkering af tre kajaktrailere. Køge Kommune er fortsat i dialog med klubberne om den videre indretning af områderne.
Kommentarer