Erhverv

Lokale håndværkere inviteres til møde om Køge Kommunes fremtidige byggeopgaver

Arkivfoto fra opførelse af boligbyggeriet "Skibet & Broen" i Køge.

Connect Køge, Køge Arbejdsgiver Netværk og Køge Kommune inviterer alle interesserede til håndværkermøde, hvor kommunens forventede byggeopgaver og udbud for 2024 præsenteres.

Håndværkermødet foregår den 22. november kl. 16.00 på Køge Rådhus.

Det kræver hjælp fra dygtige håndværkere at komme videre med Køge Kommunes byggeprojekter. Derfor inviterer Connect Køge, Køge Arbejdsgiver Netværk og Køge Kommune til et håndværkermøde, hvor Køge Kommune vil præsentere de byggeprojekter, som kommunen forventer at sætte i udbud eller indhente tilbud på det kommende år. På mødet vil kommunen også præsentere deres nye digitale udbudsproces.

Vi har brug for kompetente håndværkere for at komme i mål med kommunens kommende byggeprojekter. Derfor vil vi på mødet gerne præsentere de projekter, som vi forventer at sætte i gang. På den måde håber vi at starte en dialog og et eventuelt samarbejde med håndværkere, der kunne være interesserede i at byde ind på opgaverne, siger Lene Møller Nielsen, formand for Køge Kommunes Teknik- og Ejendomsudvalg.

Foruden Lene Møller Nielsen, formand for Teknik- og Ejendomsudvalget, deltager også formanden for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget Mette Wigand Bode, formanden for Køge Arbejdsgiver Netværk Søren Evald Jensen, direktøren for Connect Køge Allan Much, direktøren for Køge Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning Stig Werner Isaksen og Køge Kommunes ejendomschef Niels Minor Borre.

Mødet finder sted den 22. november kl. 16:00-17:30 i kantinen på Køge Rådhus. Eftermiddagen afrundes med en sandwich og tid til at netværke. Eftermiddagens program kan ses på Connect Køges hjemmeside. Tilmelding til mødet skal ske senest den 20. november via www.connectkoege.dk/arrangementer/haandvaerkermoede/

Kommentarer