112

Lastbil væltede på Lyngvej

Foto: Rigspolitiet

Mandag klokken 12.13 fik politiet via alarmcentralen en melding om, at en lastbil var væltet på Lyngvej ved afkørslen fra Køge Bugt Motorvejen.

Det viste sig, at en lastbil med diverse metalskrot på ladet var kørt ad Køge Bugt Motorvejen i nordgående retning og kørt fra motorvejen ad afkørslen til Lyngvej. Her havde lastbilchaufføren foretaget et højresving ad Lyngvej mod øst, hvorunder lastbilen væltede.

Lastbilchaufføren slap uskadt fra ulykken og fik tilkaldt diverse redningsmyndigheder til at tage sig af både metalskrottet og udstrømmende væsker fra lastbilen.

Politiet foretog afspærring af Lyngvej på strækningen mellem Stensbjergvej og tilkørslen til Køge Bugt Motorvejen fra Nordhøj ved transportcentret.

På selve motorvejen blev afkørslerne afspærret med skiltevogne, og bustrafikken ad Lyngvej blev omlagt.

Kl. ca. 16.15 var rednings- og oprydningsarbejdet afsluttet på uheldsstedet, så trafikken på både Lyngvej og ad motorvejsaf- og tilkørslerne kunne normaliseres.

Ingen øvrige trafikanter blev involveret i ulykken, som politiet har optaget rapport om for at få belyst de nærmere omstændigheder omkring uheldet.

 

Kommentarer