Kultur

Langbordsmiddag og klassisk musik på Kultorvet til september

Strygerkvartetten LiveStrings og Nicolai Kornerup gæster Køge til september. Pressefoto: Julia Severinsen

Torsdag den 14. september inviterer KLIMAX i samarbejde med Teaterbygningen og Køkkenet OM:HU til Langbordsmiddag med efterfølgende klassisk koncert af Nicolai Kornerup & LiveStrings på Kulturtorvet.

Arrangementet kombinerer en skøn klassisk koncert, en delikat middag ved Køkkenet OM:HU og en levende, urban stemning på Kulturtorvet i Køge, hedder det i en pressemeddelelse.

Mad med omtanke

Som et led i KLIMAXfestivalens grønne visioner, er maden produceret og skabt med stor klimabevidsthed og madglæde. 

Køkkenet OM:HU serverer en lækker, klimabevidst middag, der tager udgangspunkt i årstidens råvarer, lokale produkter og køkkenets humør. Maden er således tilberedt med troværdighed, nærvær og empati, med fokus på ordentlige og smukke måltider. 

Menuen består af : Rustik fransk svampeterrine med nødder, salat med danske tomater og labre linser, langtidshævet brød, sauterede gulerødder med grov sennepsvinagrette, bagte marinerede grøntsager med kryddermayo, skandinavisk bønnehumus, dukkah og syltede sager; og det hele rundes af med sensommer-trifli .

Middagen serveres på langborde på Kulturtorvet i Køge, og der tilbydes postevand under middagen.

Klassisk samarbejde

Efter middagen serveres der klassisk musik på Kultorvet.

I selskab af pianist og komponist Nicolai Kornerup kan man opleve strygerkvartetten LiveStrings, som for første gang er på turné i eget navn.

Publikum kan glæde sig til ensemblets versioner af deres egne klassiske favoritter, hvor de ikke er bange for at gå helt til grænsen samt  deres helt særlige fortolkninger af popnumre, som man har hørt dem i TV.

Koncerten er gratis, mens langbordsmiddagen koste 105 kroner for voksne og 55 kroner for børn (6 til 12 år). Madbilletter købes på www.klimaxfestival.dk eller på Ticketmaster

Der serveres vand til middagen, og andre drikkevarer kan tilkøbes.

Program

  • Dørene åbner kl. 16.00
  • Middag: 17.00-18.00
  • Koncert: 18.30-20.00 (inkl. pause på 20 min.). Unummerede siddepladser

Kommentarer