Af Niels Rolskov, Enhedslisten

Den politiske sommerferie er ved at gå på hæld. Jeg har jo haft det tvivlsomme privilegium at leve et voksenliv i en periode, hvor der før var tid og ressourcer i ganske rigt mål til i dag, hvor der er mangel på det hele og vigtigst af alt, medmenneskeligheden er under maksimalt pres. Tal og statistik kommer hurtigt til kort, når vi skal se på det, der giver livsværdi hos de af vores medborgere, der er i en situation, hvor de har brug for fællesskabets hjælp.

Indtægter og formuer i Danmark er steget ganske vildt de sidste 40 år, alligevel har man ikke magtet blot at fastholde de vigtigste forudsætninger for et godt og værdigt ældreliv. Man skal være forsigtig med at bruge personlige oplevelser som reference på så stort et område, men jeg vover alligevel pelsen.

Da min kones mormor var i 70’erne, fik hun mange timers hjælp hver uge; hjælp til indkøb, hjælp til tøjvask, hjælp til rengøring og hjælp til personlig hygiejne. Der var selvfølgelig også tid til en snak og sikkert også en kop kaffe ind imellem, alt sammen noget, der gjorde livet lettere og gav mulighed for et trygt og værdigt ældreliv. Efterhånden som fruen blev ældre, svandt hjælpen ind og de sidste år, inden hun kom på plejehjem var hjælpen nærmest symbolsk. Hvis man tror, det var, fordi hun var blevet mere rask og rørig, tager man fejl, det var noget andet, der drev omstillingen fra hjælp til selvhjælp.

Her i sommerferien har jeg besøgt en gammel klassekammerat, som jeg fulgtes med fra 1. klasse til studentereksamen (ingen af os ville have hue, så den allegori kunne jeg ikke bruge). Min gamle ven har i efterhånden en del år boet i en af kommunens centerboliger, så jeg fik et unik indblik i den store fordel rammerne i centerboligerne udgør i forhold til en ”rå” ældrebolig.

Værdien af kontakt med et personale og ikke mindst værdien af aktivitetsmedarbejderen var åbenlyst det, der gjorde en kæmpe forskel. Et enkelt, men meget sigende eksempel var, at min gamle kammerats eneste mulighed for at fejre sin 70 års fødselsdag på en festlig måde var, fordi der var hjælp fra centerpersonalet. Hvis han havde været isoleret i en ”normal” ældrebolig, var dagen blevet forbigået i tavshed. Det er virkelig for fattigt et samfund, hvis ikke vi kan give vores ældre medborgere sådan en glæde.

Film er fiktion, naturligvis, men som forfatteren Hans Scherfig engang sagde ”man må reducere virkeligheden for, at folk tror på det.” Forleden så jeg filmen ”Hjem kære Hjem,” som beskriver mange lag af virkeligheden både som ældre med behov for hjælp, arbejdslivet som SOSU, arbejdsmiljøet i en presset arbejdssituation og almindelige menneskelige relationer.

Naturligvis fiktion; men filmen satte alligevel en masse tanker i gang om, hvad det er, vi mister, når den menneskelige kontakt erstattes af robotstøvsugere, rigide vasketøjsordninger og anden fjernelse af den daglige menneskelige kontakt. Gå ind og se filmen og bemærk pauserne, hvor du hører uret tikke sin stille gang!

Som jeg skrev tidligere på året, er vi i EL helt klar til at være med til at finde de nødvendige midler til at nulstille processen med robotstøvsugere. Jeg har endnu aldrig besøgt et pensionisthjem, hvor det giver mening med sådan en robot!

Den største ”skurk” i udsultningen af ældreområdet har uden tvivl været den stadige markedsgørelse, eller New Public Management, som det kaldes med et godt dansk ord. Faktisk er det jo en helt syg tanke at gøre vores ældre medborgere til en vare eller måske en ”konsument”. Det er jo levende mennesker, vi taler om, og som fællesskab (kommune betyder jo stadig ”fælles”), må vores opgave soleklart være at skabe et værdigt og indholdsrigt live for de af vores medborgere, der har behov.