Debat og politik

Kultur og Idrætsudvalget i Køge Kommune har gjort status på fem fokusområder

Blandt de fem fokusområder i kommunens visionsplan er at skabe de bedste forudsætninger for borgere med eliteidrætspotentiale. Arkivfoto: H.B Køge

Kultur og Idrætsudvalget i Køge Kommune er gået syvmileskridt i visionsarbejdet. Sådan lyder konklusionen efter det seneste udvalgsmøde den 12. august.

På visionsseminaret i oktober 2022 besluttede Kultur- og Idrætsudvalget fem fokusområder, som udvalget ville arbejde med i denne valgperiode. Nu, halvvejs gennem perioden, er der gjort status på det senest udvalgsmøde den 12. august.

– Vi i Kultur- og Idrætsudvalget i Køge Kommune er stolte over, hvor store skridt vi har taget siden vores visionsseminar i oktober 2022. Vi har blandt andet gjort det lettere at være forening, vi har fremlagt en ‘Handleplan for fremtidens idrætsfaciliteter 2025-2028’, som netop nu er i høring. Vi har styrket vores biblioteker med henblik på at nå endnu flere borgere, skabt markante events, der brander kommunen internt og eksternt og sidst, men ikke mindst, så har vi fokus på, hvordan vi skaber de bedste forudsætninger for vores borgere med eliteidrætspotentiale. Resultaterne viser, at vi er kommet rigtig langt og har lagt et stærkt fundament for vores videre arbejde med at styrke aktualiteten og relevansen af alle vores institutioner og indsatser på kultur- og idrætsområdet, siger Ken Kristensen (V), udvalgsformand for Kultur- og Idrætsudvalget.

Blandt resultaterne tæller også analyse af idrætsfaciliteterne i Køge Kommune, afvikling af Idrætstopmøde, indgåelse af aftale med DBU om en Velfærdsalliance og afdækning af interesse for at blive Team Danmark Kommune.

KøgeBibliotekerne har arbejdet med det relationelle værtskab, udvikling af bibliotekspunkter, og har deltaget i Lokale- og Anlægsfondens ‘Biblioteket som kulturhub’ – projekt med henblik på at udvikle fremtidens bibliotekstilbud.

Samtidig markerer Køge Kommune sig som eventkommune bla. med Køge Jernmand, udvikling af Kyndelmisse, lancering af en Arrangørguide og som noget nyt i år bliver Køge Mesterskaberne lanceret under Danmarks Motionsuge. Foreningerne har fået en samlet og lettere adgang til kommunen, tilbydes flere kompetencegivende tilbud og der er skabt større gennemsigtighed i forhold til lokaler og arealer til foreningslivet.

– Der er sket meget de sidste par år og vi er glade for det store fokus på at styrke og fremtidssikre kultur- og idrætslivet. I Kultur- og Idrætsrådet er vi derfor også stolte over at have været inddraget og bidraget til den visionære udvikling af området. Det vil vi fortsætte med og vi er slet ikke færdige med at komme med input til udvalget, så vi sammen kan skabe et endnu stærkere og inkluderende forenings- kultur- og idrætsliv i Køge Kommune, siger formand for Kultur- og Idrætsrådet, Ernst Lykke Nielsen.

I arbejdet med at realisere visionsområderne har der været et særligt fokus på, hvordan kultur- og idrætsområdet kan spille ind i fremtidens Køge.

– En ting er sikkert, og det er, at Kultur- og idrætsområdet spiller en afgørende rolle, hvis vi fortsat vil være en attraktiv kommune. Vi vil derfor holde fast i visionsarbejdet og sætte fokus på, hvordan vi sikrer medejerskab og skaber løsninger, der passer til hverdagen og Kultur- og Idrætsudvalgets mange samarbejdspartnere, foreningslivet og interessenter. Vi er dybt taknemmelige for det engagement, vi oplever fra alle i realiseringen af visionsområderne, og ser frem til at fortsætte dette vigtige arbejde. som ’Det Gode Liv’ er gjort af, slutter Formand for Kultur og Idrætsudvalget, Ken Kristensen.

 

Kommentarer