112

Kort køretur i stjålet bil gav fuld plade: Tyv fanget i toget fra Køge

Foto: Rigspolitiet

Biltyv i Køge fanget på toget til København.

Tirsdag aften klokken 19.14 fik politiet en anmeldelse fra en 55-årig mand fra Holmegaard, som oplyste, at han i forbindelse med afhentning af fastfood kortvarigt havde efterladt sin bil tændt og med nøglen siddende i, mens han skulle hente sin mad. Da manden kort efter kom retur, var bilen blevet stjålet. Et vidne kunne fortælle, at en ung mand havde sat sig ind i bilen og var kørt fra stedet.

Fem minutter senere fandt politiet bilen henkastet og aflåst i nærheden og meget tæt på togstationen. Politiet besluttede derfor at tilbageholde det tog, der netop havde forladt Køge St. med retning mod København. Det viste sig at være en god ide – i toget befandt sig nemlig en mand, der svarede til signalementet på biltyven, og den unge mand viste sig at være i besiddelse af bilnøglen til den stjålne bil.

Biltyven, en 23-årig mand fra Brøndby, blev anholdt og sigtet for brugstyveri af bilen. Desuden blev han sigtet for sprit- og narkokørsel samt kørsel i frakendelsestiden, da han var påvirket og ikke var i besiddelse af en gyldigt kørekort. Under visitation af manden blev han fundet i besiddelse af euforiserende stoffer, og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Manden blev afhørt til sagen og fik udtaget en blodprøve, og han er efterfølgende blevet løsladt. Han kan forvente at høre mere fra politiet i forhold til de mange sigtelser.

 

Kommentarer