Kultur

Kom med til stor sankthansfest for hele familen på Køge Marina

Foto: Per Sørensen, Lions Køge

Søndag den 23. juni  holder Køge Kommune i samarbejde med Lions Køge det årlige Sankt Hans arrangement på Nordstranden ved siden af det kommende badehotel, Rox Resort. I år starter arrangementet allerede klokken 14.00 med aktiviteter og underholdning for børnefamilier med blandt andet ansigtsmaling, skumfiduser og levende hekse.

Traditionen tro skal sankthansbålet tændes. Og som noget nyt, starter bålfesten i år allerede klokken 14 med underholdning for børnefamilier. Herudover vil der som altid være mulighed for at købe kaffe, vand, pølser, fadøl og vin, som Lions Køge står for at sælge. Der er også en pandekagevogn og en isvogn, så der bliver rig mulighed for at hygge og se bål.

– I Køge Kommune er vi så heldige, at vi endnu engang kan samles om bålfesten i Køge Marinas smukke omgivelser med udsigt over vandet. Jeg holder personligt meget af Sankt Hans, som samler familie og venner om bålet, og som for alvor markerer starten på sommeren. Stemningen er fuld af liv og man får en forsmag på de lyse og lune sommeraftenener som er i vente. Tak til Lions og andre frivillige som igen i år byder sig til med aktiviteter og initiativer for at skabe hyggelige rammer for os alle, siger borgmester Marie Stærke (S).

Livemusik og båltale

Sidst på eftermiddagen sørger et velspillende band for musik frem til båltalen klokken 20, som holdes af borgmester Marie Stærke. Cirka et kvarter senere tændes der op i bålet. Der vil som de to forrige år ikke blive afbrændt en heks på bålet. Til gengæld vil der gå levende hekse rundt og dele slikposer ud til børnene.

Når bålet er brændt ned og mørket faldet på er der lige tid til en kop kaffe og kage eller en øl og en pølse, før man vender næsen hjemad.

Masser af aktiviteter

Som noget helt særligt i år starter arrangementet allerede klokken 14.00 med aktiviteter og underholdning for børn og børnefamilier. Der tændes op i en række bålfade, hvor Køgespejderne laver popcorn og hjælper de mindste med at riste skumfidusser og andre lækkerier. Der vil også være mulighed for ansigtsmaling til alle, der har lyst. Og så deler hekse fra Bloksbjerg slikposer ud til alle børn.

Mens børnene griller og bliver malet, er der tid for de voksne til en spadseretur langs stranden eller hen til havnebadet, hvor man undervejs kan følge byggeriet af det nye badehotel.

Se det fulde program for Sankthansfesten her.

Kommentarer