Køge Universitetshospital få ny arkitekttegnet sterilcentral
Sjællands Universitetshospital i Køge har fået en ny sterilcentral, og her har arkitekterne fra Friis & Moltke blandt andet lagt vægt på at skabe de bedste forhold for driften. Derfor har de gået efter vedligeholdelsesfri byggematerialer, og det kommer til udtryk gennem tegl kombineret med facadeplader fra Rockpanel. Begge dele er valgt i røde nuancer, der matcher byggeriets eksisterende kontekst, mens de bronzefarvede facader også tilfører et industrielt udtryk.
Praktikken har været i førersædet ved tilblivelsen af Køge Universitetshospitals nye sterilcentral. Friis & Moltke står bag byggeriet, og arkitekterne har været særligt opmærksomme på at skabe de bedste rammer for driften både inde og ude.
Det kommer blandt andet til udtryk i valget af vedligeholdelsesfri materialer, og sterilcentralen har af den grund fået en base af mursten, mens der er bygget oven på med facadeplader fra Rockpanel.
– Både tegl og Rockpanel er gennemtestede løsninger, der holder sig pæne over en lang levetid uden bekymringer om vedligeholdelse. Dermed skal der ikke udskiftes eller renoveres som følge af materialevalget, og det er fordelagtigt for en hospitalsbygning, hvor drift og vedligehold er en meget vigtig parameter, siger Anders Glud Rasmussen, arkitekt hos Friis & Moltke, og tilføjer:
– Der er mange regler for arbejdsgange at tage hensyn til, når man indretter en sterilcentral. Hvis den ikke kører, kører hospitalet ikke. Derfor har vi haft stort fokus på flow og drift for at sikre de bedste rammer for denne vitale funktion.
Facader med lav vægt i mere end én forstand
Sterilcentralen blev udbudt som en totalentreprise, hvor GVL Entreprise har stået i spidsen. Det har også haft betydning for de anvendte materialer, der skulle leve op til flere forskellige ønsker.
– I en totalentreprise er der fokus på både pris og udseende, men også på bæredygtighed og udførelse. Med sin lave vægt er Rockpanel nemt at arbejde med ude på byggepladsen, så det har været fornuftigt for projektets økonomi i forhold til både udførelsen og levetiden, fortæller Anders Glud Rasmussen.
Samtidigt gav pladerne et modspil til basen af mursten i bæredygtighedsregnskabet, hvor projektet skulle følge kravene til en DGNB-certificering i sølv.
– Vi måtte tænke over, hvilke materialer vi brugte. Da tegl CO2-mæssigt er lidt tungere, var det fint at supplere med et andet materiale med lavere klimaaftryk. Her var Rockpanels plader et fornuftigt valg, da de ligesom mursten har en lang levetid kombineret med et stort fokus på genanvendelse, forklarer Anders Glud Rasmussen.
Et industrielt look i skiftende røde toner
For at imødekomme konteksten ved universitetshospitalet er både mursten og facadeplader valgt i røde nuancer. Medarbejderne sidder i teglbasen, mens lageret og de tekniske industriløsninger er på toppen bag facaderne fra serien Rockpanel Metals. Pladerne i farven Bronze tilfører et industrielt, men alligevel varmt look.
– Da der ligger flere tekniske bygninger i den del af hospitalet, matcher pladerne godt de omkringliggende bygninger. Samtidigt har de røde facader et levende udtryk, som matcher teglene, siger Anders Glud Rasmussen og afslutter:
– Med et naturligt spil i sig modtager de sollyset varierende og skifter udtryk i løbet af dagen. Ud over farvespillet er der også arbejdet med lys i facaden via et integreret lysbånd, der giver den lidt ekstra karakter.
Kommentarer