Samfund

Køge Kommune opkvalificerer eftertragtede medarbejdere lokalt

De 28 medarbejdere i Køge Kommune blev budt velkommen til meritpædagoguddannelsen 1. september af repræsentanter fra Køge Kommune, Absalon og VUC Roskilde/Køge. Foto: VUC Roskilde/Køge

Der er rift om faguddannet pædagogisk personale i kommunerne – derfor etablerer Køge Kommune nu et merithold, hvor pædagogmedhjælpere fra dagtilbud og SFO uddanner sig til pædagoger, mens de fortsat er tilknyttet deres arbejdspladser i kommunen. Det første Køgehold er begyndt den 1. september 2022.

28 pædagogmedhjælpere i Køge Kommunes institutioner er netop begyndt på en merituddannelse til pædagog på Campus Køge. De studerende medhjælpere får fuld løn under merituddannelsen. Holdet er etableret af Køge Kommune for at gøre uddannelsen mulig for medarbejderne, som fortsat er ansat hos deres nuværende arbejdsplads under uddannelsen.

– Vi har brug for at gå nye veje, når det gælder om at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til vores daginstitutioner. Merituddannelse er rigtig fint, fordi vi opkvalificerer medarbejdere, der allerede kender til området, og som gerne vil endnu mere fagligt. Når vi giver løn under uddannelse og samtidig bevarer tilknytningen til kommunens arbejdspladser, håber vi at gøre det attraktivt for de studerende at blive, så de kan arbejde med deres nye kompetencer i kommunens dagtilbud og SFO’er. siger formand for Børneudvalget, Pernille Sylvest.

Merituddannelsen tager tre år, og gennemførselsprocenten er generelt høj. Uddannelsen leveres af Professionshøjskolen Absalon i VUC Roskilde/Køges lokaler hos Campus Køge. I det første år er fokus primært på uddannelsen, og det andet og tredje år er de studerende tilbage på deres arbejdspladser på deltid, hvor de bringer den nye viden i spil og fortsat studerer ved siden af.

”Det er så fedt, at nogen fik den idé”

Det første Køgehold af meritstuderende pædagogmedhjælpere begyndte den 1. september. Blandt de studerende er Kristine Skov og Uzma Ahmad, som begge glæder sig over muligheden for at bygge teoretisk viden på det arbejde, de udfører hver dag. 

– Det er så fedt, at nogen fik den idé, at der skal være et merithold i Køge. Jeg vil gerne have papir på det, jeg er god til, men uddannelsen lå langt væk – man har jo også et liv og skal have hverdagen til at hænge sammen. Jeg kan alle de praktiske ting, men jeg vil gerne kende de rigtige pædagogiske begreber og få perspektiv på – når jeg gør sådan, hvad betyder det så? Jeg vil gerne det her fag, og jeg vil gerne kunne tage det ansvar på mig, som pædagogerne gør, siger Uzma Ahmad, som er pædagogmedhjælper i Holmebækkens Børnehus i Herfølge, hvor hun har været med et par års pause siden 2014. Hun arbejder i børnehavens indsatsgruppe for børn med særlige behov. 

– Den her mulighed kan jeg slet ikke sige nej til. Jeg har hele tiden gerne villet uddannelsen, og holdet her i Køge gør det muligt. Jeg brænder for faget og vil gerne vide mere om det og have teori bag hverdagen. Ved at blive faglært forventer jeg at blive mere bevidst om, hvorfor jeg gør det, jeg gør. Vi skal jo tage beslutninger hele tiden, og derfor er det vigtigt, at der er mening i det, man gør sammen med og for børnene, siger Kristine Skov, som siden 2018 har været pædagogmedhjælper i vuggestuen i Børnehuset Valhalla i Hastrup. 

Kommentarer