Land og by

Køge Kommune laver forsøg med ny teknologi til vanding af træer

Foto: Køge Kommune

Kan vi vande vores træer i kommunen på en smartere måde? Et forsøg med ny teknologi skal vise, om vandingen af nye træer i Køge Kommune kan gøres billigere og bedre.

Det er underjordiske kræfter, der er på færde i Køge Kommunes digitale forsøg med vanding af træer i kommunen. I afdelingen for Vej, Park og Byrum undersøger man lige nu muligheden for en bedre og mere afstemt vandingsmetode af kommunens træer. Man forsøger med andre ord at blive bedre til at ramme den helt rigtige dosis vand for det for træerne bedste tidspunkt. 

Det magiske element, der skal forbedre vandingen, er en ny dansk teknologi, der kan måle fugtigheden i jorden omkring træer. En teknologi, som blandt andet bruges af frugtplantager og planteskoler.

Teknologien fungerer ved, at der sættes to sensorer i forskellig dybde ned i jorden ved et træs rodnet. Sensorerne måler fugtigheden i jorden omkring rødderne og er forbundet til en måler, der giver videre besked til en app. På den måde kan kommunens medarbejdere via app’en aflæse, hvornår træet skal have vand og ikke mindst hvor meget vand træet har brug for. Sensorerne nedsættes ved et enkelt træ og bruges herefter som indikator for, hvornår andre træer i området, som har samme jordbundstype, har brug for vand.

Formand for Teknik- og Ejendomsudvalget, Lene Møller Nielsen, ser med glæde på det nye forsøg med vanding af kommunens træer: 

”Jeg er rigtig glad for, at vi er med på beatet og benytter os af ny teknologi. Med de her nye målere kan vi bruge vores ressourcer i driften bedre, spare på vores vand og ikke mindst sørge for den rigtig pleje til kommunens nye træer”, siger Lene Møller Nielsen. 

Forsøgsområder i Borup

Køge Kommune har udvalgt to lokationer i Borup til forsøget med fugtighedsmålerne. Målerne er sat ned to forskellige steder i Borup, så man også kan vurdere virkningen i forskellige jordtyper. Det er ikke altid let at se på jordens overflade, om træet trænger til vand, og når først det kan ses på træet, er det typisk for sent. Derfor kan det nye system især gøre gavn ved de nyplantede træer i kommunen, hvor det er ekstra vigtigt, at træet får den rette mængde vand. Således er teknologien altså god for både træet selv og for de medarbejdere, der plejer træerne. 

”Det er jo en kæmpe fordel, at vores driftsmedarbejdere kan aflæse jordfugtigheden ved træet via app’en. Så kan de planlægge arbejdsopgaverne derefter, i stedet for at køre ud til træer, som måske slet ikke har brug for vand, siger Lene Møller Nielsen og fortsætter: 

”Vi vil jo gerne bruge vores ressourcer bedst muligt, så hvis medarbejderne i stedet kan bruge tiden på beskæring eller renhold, så er det selvfølgelig et kærkomment tiltag. På den måde er den nye teknologi et rigtig fint planlægningsredskab.” 

Forsøget i Borup løber over fire måneder og afsluttes i efteråret. Herefter evaluerer Køge Kommune effekten af teknologien og vurderer, om tiltaget skal fortsætte.

Kommentarer