Debat og politik

Køge Kommune inviterer til live-debat på Facebook: Spidskandidater diskuterer fremtidens Køge

Den 8. november kan borgerne blive klogere på, hvor de skal sætte deres kryds ved kommunalvalget den 16. november 2021. Køge Kommune sender nemlig for første gang live-debat på kommunens Facebook-side, hvor borgerne kan møde alle partiernes spidskandidater.

Den 8. november bliver Tumlesalen i Køge Kommunes nye dagtilbud ’Den Grønne Planet’ tømt for gynger og redskaber, og i stedet rykker panelborde og kameraer ind. Spidskandidaterne til Kommunalvalg 2021 har nemlig fået lov til at låne den nye sal til at afholde et live-debatmøde, hvor aftenens emner bliver ”Børn og unge”, ”Klima” og ”Ældre”.

Debatten bliver streamet live på Køge Kommunes Facebook-side den 8. november 2021 fra kl. 19:00 – 20:30. Alle opstillede partier stiller med en kandidat, og der vil derfor være 11 deltagere i paneldebatten. Det er første gang, der sendes en valgdebat-live fra kommunen Facebook-side, der pt. følges af knap 15.000.

– Demokrati bygger på, at vi træffer oplyste valg. Med en livestreamet debat, har borgerne en nem og direkte mulighed for at blive klogere på, hvad der er vigtigt for dem, når det gælder kommunalpolitik. Mit håb er, at den her debat når ud til rigtig mange borgere – også børnefamilierne, hvor logistikken måske gør det lidt mere besværligt at deltage i de fysiske valgdebatter. Med live-stream kan alle se debatten hjemmefra eller gense den på kommunens hjemmeside, når det passer ind i programmet, siger borgmester Marie Stærke.

Borgernes spørgsmål inddrages før, under og efter debatten

Forud for debatten vil Køge Kommune på sin Facebook-side efterlyse gode spørgsmål fra borgerne på de tre udvalgte emner. Borgerne får i øvrigt også mulighed for at stille spørgsmål i kommentarsporet under og efter debatten. Politikerne vil svare på spørgsmål i tråden i det omfang, de har mulighed for det, efter debatten og frem til klokken 20.00 den 9. november. Det kan ikke garanteres, at alle spørgsmål bliver besvaret. Herefter bliver Køge Kommunes Facebookside igen upolitisk og vil som altid fortælle de gode historier om kommunen.

Sådan kan man følge debatten:

Borgerne kan se valg-debatten ved at gå ind på Køge Kommunes Facebook-side kl. 19:00. Her vil der øverst på siden ligge et opslag, hvor debatten streames live fra ’Den Grønne Planet’. Debatten kan efterfølgende genses på både Facebook og koege.dk

Læs mere:

Du kan læse mere om kommunalvalget her, hvor du også finder en liste over alle opstillede kandidater samt indgåede valgforbund: 

Fakta:

  • Debatten sendes live på Køge Kommunes Facebook-side den 8. november fra kl. 19.00 – 21.30
  • Debatten sendes fra ’Den Grønne Planet’ i Ellemarken
  • Debatten styres af vært Mette Klingsey, som er kommunikationsrådgiver i Køge Kommune
  • Debatten kommer til at være tilgængelig på Køge Kommunes hjemmeside, også når den er slut.
  • Paneldeltagerne skal diskutere tre udvalgte emner til debatten, som er ”Børn og unge”, ”Klima” og ”Ældre”.
  • Der vil være 11 paneldeltagere fra alle opstillede partier i Køge Kommune.
  • Deltagerne i debatten er Marie Stærke (A), Ken Kristensen (V), Thomas Kampmann (C), Thomas Kielgast (F), Bent Sten Andersen (O), Niels Rolskov (Ø), Søren Johansen (R), Martin Knudsen (D), Carsten Pedersen (I), Peter Kjær Hansen (Å), Søren Gaarde (K).
  • Borgerne kan stille spørgsmål før debatten inden for de tre emner, ligesom de kan stille spørgsmål i kommentarsporet på selve livedebatten. Politikerne vil svare i 24 timer efter debattens afslutning i det omfang, de har mulighed for det. Det kan ikke garanteres, at alle spørgsmål bliver besvaret.

Kommentarer