Køge Kommune får ny indkøbs- og udbudspolitik med fokus på bæredygtighed
Fremover skal bæredygtighed inddrages hver gang, Køge Kommune indgår en ny indkøbsaftale, og der skal især være fokus på grønne løsninger ved køb af særligt klimabelastende varer som fødevarer, tekstiler og elektronik. Det er blandt punkerne i en ny indkøbs- og udbudspolitik, som byrådet har godkendt.
– Jeg glæder mig over, at vi i Køge Kommune løbende afstemmer vores politik for indkøb og udbud efter de politiske værdier, som danner baggrund for byrådets løbende beslutninger. Som kommune har vi et stort ansvar for at bruge vores indflydelse til at præge markedet til at udbyde så grønne og bæredygtige løsninger som muligt, så vores indkøb og udbud også på den helt lange bane kommer borgerne til gode, siger borgmester Marie Stærke.
Køge Kommune køber hvert år varer og ydelser for cirka to milliarder kroner og bygge- og anlægsopgaver for cirka 250 millioner kroner. Køge Kommunes indkøbs- og udbudspolitik blev også opdateret i 2019 med et større fokus på social ansvarlighed, som stadig udgør en væsentlig del af den nye politik.
Kommentarer